Fra ishus til salatbar …
Hos butikken Dragør Is har man i år valgt at udvide forretningskonceptet. I vinterhalvåret vil man nemlig nu kræse om kundernes behov for grønt
Her i efteråret er butikken på havnen, der huser Dragør Is, blevet omdannet til en salatbar. Konceptet lægger vægt på bæredygtighed, og derfor satses der på lokale produkter – og alt er økologisk og vegansk.
Fra Fie-Cornelia Engel Højergaard, der i selskab med Bjørg Læssøe har skabt salatbaren, forlyder det, at modtagelsen siden åbningen tirsdag i sidste uge har været helt fantastisk. »Vi er nærmest blæst bagover – modtagelsen fra borgerne har været helt overvældende, og vi er bare så glade for at konstatere, at vi ser ud til at have ramt lige ned i et stort behov hos de lokale her i vores dejlige Dragør,« fortæller Fie-Cornelia Engel Højergaard.
Det er planen, at salatbaren skal fortsætte hen over vinteren og foråret, frem til butikken igen – når temperaturerne tilskriver det – bliver til ishus.