Vi har modtaget:

Engvejsarealet

– grønne områder og boliger

Der er fortsat gang i debatten om engvejsarealet.

På de sociale medier hævdes det, at kommunen har sat gang i salget af arealet med henblik på at bebygge hele området med boliger. Det er forkert. Den gældende lokalplan for området indeholder ikke mulighed for at bygge boliger, hvorfor kommunen ikke kan sælge til dette formål.

At nogle aktører uopfordret har præsenteret idéer til, hvordan engvejsarealet kan bebygges, er fejlagtigt blevet udlagt som om, det er kommunen, der har indhentet tilbud på opgaven.

Konstitueringsaftalen

I foråret 2020 blev der indgået en ny konstitueringsaftale imellem A, O, T og V, der siger, at parterne arbejder for muligheden for at etablere et bofællesskab for seniorer på dele af engvejsarealet. Der gennemføres et lokalplanarbejde for engvejsarealet indeholdende blandede boligformer herunder almene boliger, private leje- og andelsboliger, samt et grønt område som aktivitetspark for borgere såvel som for Dragør Skole og SFO.

Arbejdet med en ny lokalplan for engvejsarealet er endnu ikke påbegyndt, og det må forudses, at partiernes forskellige holdninger til opgaven indebærer en række udfordringer. 

Tak til liste T og Kristine Bak for i sidste nummer af Dragør Nyt at give os indblik i, hvad liste T vil med arealet (læs indlægget her).

Hvad skal der ske?

I Socialdemokratiet er grønne områder og boliger ikke hinandens modsætninger. Byens borgere har behov for boliger og for grønne områder. Lys og luft betyder noget for os alle. Er det muligt at opnå begge dele? Ja, det mener vi i Socialdemokratiet. 

Antallet af ældre borgere er højt og stigende. Derfor får vi især behov for flere ældreboliger og gerne nye seniorboliger. Ældreboliger er forbeholdt beboere med behov for særlig indretning, mens seniorboliger er for borgere på 50+ år med ønsker om fællesfaciliteter og eventuelt om at afhænde en ejerbolig i Dragør og slippe for de økonomiske og praktiske forpligtigelser. 

Socialdemokratiets valgprogram blev vedtaget på en generalforsamling i marts 2017 – og er stadig gældende. 

I valgprogrammet foreslår Socialdemokratiet, at der på den sydligste tredjedel del af engvejsarealet, svarende til cirka 6.000 m², opføres seniorboliger og ældreboliger samt enkelte familie- og ungdomsboliger indpasset i området – såvel arkitektonisk som funktionelt. Boliger i flere størrelser opført i varieret højde som tæt tæt-lav eller som etagebyggeri med cirka 50–60 boliger. 

Når vi ønsker, at der opføres almene boliger i Dragør, er det, fordi vi gerne vil have boliger i en god kvalitet og med en husleje, der er til at betale. 

For almene ældreboliger gælder det, at det er kommunen, der står for anvisningen af boligerne, og at vi således medvirker til at dække nogle af vores ældre borgeres boligbehov. 

For almene boliger gælder det, at der er ingen, der får økonomisk gevinst. Huslejen fastsættes efter et balancelejeprincip, hvor driften af boligafdelingen dækkes via beboernes husleje. 

I Socialdemokratiet ser vi frem til, at opgaven med at udarbejde et lokalplansforslag bliver påbegyndt. Vi har ikke lagt os fast på en placering af boligerne, men vi vil lægge vægt på, at lunden mod syd i størst mulig udstrækning indarbejdes i planen. Vi mener, at det giver god mening at sikre, at der er god plads til et rekreativt område, der kan indeholde en aktivitetspark for byens borgere, for Drag-ør Skole og SFO, som aftalt i konstitueringsaftalen.

Med venlig hilsen
Pia Voel
Formand for Socialdemokratiet i Dragør

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?