
Oprensning af stranden
I sidste års Dragør Nyt kunne man læse mange artikler om kampen mod tangen på Mormorstranden. Til sidst lykkedes det at få stranden oprenset – og badegæsterne kunne rykke ind.
By-, Erhvervs- og Planudvalget fik forrige tirsdag, den 12. januar, en opdatering af, hvordan det er gået med at holde stranden ren i 2020-sæsonen, hvor der blev vedtaget ny plan for oprensningen.
Store mængder
Oprensningen af stranden vil fremover blive foretaget løbende. Tangen lægges i bunker på stranden eller området bag stranden.
Forvaltningen skønner, at der i løbet af en sæson fjernes 300–400 tons.
I forbindelse med den nye oprensningsstrategi blev det besluttet, at tangen skulle afsættes til lokale landmænd, som kan bruge den til jordforbedring.
Dog har test af tangen vist, at der i perioder har været et for højt indhold i cadmium – og de to landmænd, der sidste år udviste interesse for at aftage tangen, har nu ændret mening. De bekymringer går på, om der kan ske en ophobning af tungmetaller på markerne.
Forvaltningen har derfor nu ansøgt fredningsnævnet om tilladelse til at oplægge tang på de fredede arealer.
Budget overskredet
Sidste års forårsoprensning blev udført af en ekstern entreprenør, og af den grund blev budgettet på 190.000 kr. overskredet.
De efterfølgende beregninger viser, at det i alt kostede 542.000 kr. samt 275 mandetimer at holde stranden ren i 2020.
Budgetoverskridelsen finansieres ved udskydelse af ansættelse af en medarbejder i et år.
TM