Vi har modtaget:
UNESCO-høring
Dragør Turistråd er af Dragør Kommune blevet opfordret til at fremkomme med synspunkter om henholdsvis fordele og ulemper ved en udpegning af Dragør gamle by og havn på UNESCOs verdensarvsliste.
Fordele
Erfaringer fra de eksisterende verdensarvssteder viser, at en udpegning har været en stor fordel for turismen de pågældende steder.
UNESCO-status er det ypperste, et sted kan opnå som anerkendelse af dets betydning som verdensarv. En sådan anerkendelse af Dragør gamle by og havn vil efter Dragør Turistråds opfattelse få stor positiv betydning for hele Dragør. Byen vil blive mere attraktiv at bo i og besøge.
Turismemæssigt er det afgørende, at bevaringsarbejdet, som har været et kendetegn for Dragør gennem næsten 100 år, fortsættes. Var byen og havnen ikke bevaret, som den er i dag, ville Dragør have lignet alle andre forstæder til København. Vi ville ikke have større turismemæssig interesse, og der ville ikke være grundlag for at opretholde det rige restaurations-, café- og butiksliv, vi har i dag.
En UNESCO-udpegning som verdens kulturarv vil understrege Dragørs betydning som turistdestination og være incitament for det fortsatte bevaringsarbejde i den gamle by og havn, som er og bliver kommunens helt store attraktion.
Ulemper
Voldsom turisme kan imidlertid også blive ødelæggende for et kulturmiljø som Dragør gamle by og havn. Det er desværre sket flere andre steder – både i forbindelse med UNESCO-verdensarvssteder i udlandet og enkelte andre værdifulde kulturmiljøer i Danmark.
Mest kendt er måske situationen i Nyhavn. Nyhavn har ikke UNESCO-status, men vi har oplevet en udvikling med lutter caféer langs hele kajen – og en tæt strøm af mennesker, som helt dominerer oplevelsen af Nyhavn som historisk bymiljø – og især som boligmiljø for beboerne i området.
I Dragør gamle by og havn er situationen anderledes. Restaurationer, caféer og butikker indpasser sig generelt fint i den historiske by og bidrager til det levende miljø, beboerne også sætter pris på. Og ingen af os ønsker et skrækscenarie, hvor byrummet erobres af spraglet gadeinventar og skiltning af svingende kvalitet.
Det er vigtigt, at Dragør Kommune er i gang med at udarbejde en turismestrategi, hvor der er fokus på en turisme, der er til gavn for hele Dragør.
Dragør Turistråd er glad for, at der arbejdes med at videreføre det oplæg til turismestrategi, som for et år siden blev udarbejdet i et samarbejde mellem Dragør Erhverv, Dragør Gadelaug på Kongevejen, Beboerforeningen for Dragør Gamle By, Museum Amager, Dragør Verdensarvsråd og Dragør Turistråd.
Denne enighed mellem erhverv, beboere og turismen er afgørende for en fornuftig udvikling af turismen til gavn for hele kommunen.
Dragør Turistråd indstiller
Dragør Turistråd indstiller, at kommunalbestyrelsen støtter en udpegning af Dragør gamle by og havn som verdens kulturarv.
Og samtidig lægger vi stor vægt på, at Dragør får udviklet en bæredygtig turismestrategi, der kommer hele Dragør til gavn – en strategi, der indebærer en vis målrettet styring af turismen, som tager hensyn til det bevaringsværdige bymiljø og dets beboere, og som fokuserer på de turister, Dragør har størst glæde af – såkaldte kulturturister, familieturister og sejlere.
Dragør Turistråd opfordrer medlemmer af Dragør Turistråd om også individuelt at give deres mening til kende via høringslinket på kommunens hjemmeside.
Med venlig hilsen
Axel Bendtsen
På vegne af bestyrelsen for Dragør Turistråd