Nyt fra Dragør Boldklub:
Stort nederlag på udebane
Hvidovre IF 2–DB 5–1
Søndag den 13. juni skulle Dragør Boldklubs 1. seniorhold (DB) spille sin sidste kamp i københavnsserien, men der er dog stadig et hængeparti omkring kampen imod NB Bornholm, som blev udsat. Skal den spilles – og i givet fald hvornår er stadig uvist, da DBU København ved redaktionens deadline, mandag, endnu ikke har nogen melding.
Kampen imod Hvidovre IF 2 (HIF) blev uvist af hvilken grund spillet på en kunstgræsbane på Avedøre Stadion, der har masser af græsbaner til rådighed.
Kampen startede mareridtsagtig for DB, der allerede i det 13. minut var bagud 2–0.
DB-holdet var krydret med erfarne og helt unge, nye spillere. I de seneste to pokalkampe har træner Mark Hemmingsen prøvet at spille flere unge ind på holdet. I denne kamp var Tobias Oppermann, Julius Krüger og Albert Skytte en del af holdet. Tidligere havde Marcus Braager, Jonathan Tamstrup, Jonas Pedersen og Sigurd Thomsen fået chancen.
Jamie Carter spillede imod HIF sin kamp nummer 300 for DB. Det er en præstation, som ganske få spillere når nu om dage. Carter har (indtil videre) scoret imponerende 109 mål siden sin debut i 2004. Hvis ikke det lige var for flere alvorlige knæskader, havde Carter nok for længe siden tangeret eller slået klubrekorden på 348 kampe.
HIF bragte sig foran 3–0 efter cirka 78 min. Cirka seks min. senere fik DB reduceret til 3–1 på scoring af Frederik Frost. Oplægget kom fra Johnni Rosenquist.
Frosts mål gav desværre ikke det boost, der skulle til for at ændre kampen. HIF fortsatte nemlig med at score … de og kom på 4–1 efter 86 min., og kun tre min. efter stod det 5–1, som også blev kampens resultat.
Hold | Kampe | Målscore | Point | |
1 | B1903 2 | 10 | 23–4 | 22 |
2 | BK Skjold | 10 | 16–4 | 18 |
3 | Vigerslev BK | 10 | 17–15 | 15 |
4 | Dragør BK | 9 | 11–16 | 11 |
5 | Hvidovre IF 2 | 10 | 18–23 | 9 |
6 | NB Bornholm | 9 | 10–24 | 2 |
Stillingen i københavnsseriens oprykningsslutspil mandag den 14. juni. Selv med en sejr over NB Bornholm kan DB ikke nå 3.-pladsen.
Stillingen
Det står klart, at B1903 har sikret sig oprykning til danmarksserien, og BK Skjold får den 2.-plads, der giver oprykninskamp imod et hold fra sjællandsserien om den anden plads i danmarksserien.
DB slutter på en 4.-plads. Selv hvis kampen imod NB Bornholm bliver spillet, og DB vinder, vil 3.-pladsen ikke kunne nås. NB Bornholm blev taberdømt i deres kamp imod Vigerslev, der kom op på 15 point.
Alt i alt har det med tanke på den noget amputerede forårssæson været en fornem sæson af oprykkerne fra DB.
HR