Kommunaldirektøren stopper
Dragør Kommune skal have ny kommunaldirektør. Det er konsekvensen af, at den nuværende kommunaldirektør Henrik Harder har valgt at fortsætte sin karriere som kommunaldirektør i Albertslund Kommune efter sommerferien.
Et år og syv måneder bliver det til for Henrik Harder, der begyndte i jobbet som kommunaldirektør i Dragør den 1. januar 2020.
»Jeg havde rigtig gerne set, at Henrik var blevet her noget længere. Han har på den korte tid, han har været i Dragør, sat mange ting i værk – og det under ganske vanskelige vilkår på grund af corona,« lyder det fra borgmester Helle Barth, der som borgmester udtrykker, at hun har været vældig tilfreds med Henrik Harder indsats.
»Jeg vil ønske både Albertslund og Henrik til lykke,« siger borgmesteren.
Nu går arbejdet med at finde Henrik Harders afløser i gang.
»Jeg ser frem til, at en ny velkvalificeret og kompetent kandidat kan samle stafetten op. Dragør Kommune er en fantastisk arbejdsplads med dygtige og dybt engagerede medarbejdere – lige som Dragør også er et vidunderligt sted at leve og bo,« lyder det fra Helle Barth.
Også Henrik Harder fortæller, at det er med vemod, at han stopper.
Proces under forberedelse
Dragør Kommune er nu i gang med at forberede overgang og rekruttering af en ny kommunaldirektør, som kan stå i spidsen for den kommunale administration. Der er herom blevet afholdt ekstraordinært møde i Økonomiudvalget og i kommunalbestyrelsen.
Møderne fandt sted i går, tirsdag den 29. juni, efter redaktionens afslutning og deadline for denne udgave af avisen, men det er forventningen, at kommunalpolitikerne nu har taget stilling til konstituering af en kommunaldirektør frem til en ny er ansat, og at de også har taget stilling til et eventuelt valg af rekrutteringsbureau, som kan bistå kommunen i processen.