Vi har modtaget:

Tre ønsker til valgoplæg

Dragør fortjener en kommunalbestyrelse og en borgmester, som tager kommunens problemer alvorligt. Derfor er det nok på sin plads at fremhæve de tre emner, som konkret vil afgøre succes eller fiasko i næste valgperiode, uanset politisk overbevisning. Jeg anfører dem her med min præference tilføjet som forsøg på at vise, hvor, jeg mener, fokus bør være.

Både den afgåede borgmester og hans midlertidige afløser synes desværre at være ude af stand til at tage åbent og ærligt fat i disse emner. Bemærk at borgmesteren er fuldt lønnet og instruktionsansvarlig, som den eneste folkevalgte, for kommunens administration. Jeg har sjældent set borgmestre, som har haft så travlt med at feje ting ind under gulvtæppet som den afgåede og indtil videre også hans afløser. Nu er det sidste chance for at rette op på tingene som selvstændig kommune.

Kommunens økonomi

Det skal være slut med lån til kassebeholdning og drift. Kommunens økonomi skal være i ligevægt, så indtægter og udgifter balancerer med et pænt plus – et sikkerhedsnet for mulige fremtidige kriser. Budgetteret forbrug plus afdrag og opsparing skal afstemmes med budgetteret indtægt. Nogle områder, for eksempel fritid, skoler, ældre og administration, vil undertiden få mindre, end de ønsker.

Skatteforhøjelser giver som regel ingen mening, fordi de blot fører til strafafgift til staten og større overførsler til andre kommuner i udligning. Selvstændighed afhænger fuldstændigt af økonomisk ansvarlighed, uanset at udligningsproblemet vil løse sig selv ved sammenlægning med Tårnby, frivillig eller tvungen.

Kystsikring

Alle områder skal dækkes med samme effektive digehøjde, så der ikke opstår svage led i kæden, hvor vandet kan strømme ind fra nord eller syd. Undtagelser på grund af tab af havudsigt accepteres ikke frem for et fast dige i fuld højde.

Arbejdet skal iværksættes umiddelbart uden tøven, det har allerede varet for længe. Intet andet kommunalt anlægsarbejde må udføres, heller ikke på havnen, indtil kystsikringen er færdig. Hele strækningen bygges samtidigt, ikke i etaper.

Vi borgere skal naturligvis betale vores del for at beskytte værdierne – det sker bedst ved, at kommunen søger om statsgaranti baseret på et konkret og seriøst projekt.

Selvstændighed

Indenrigsministeriet har allerede sendt en advarselsskrivelse til den nuværende kommunalbestyrelse. Hvis økonomien ikke bliver rettet op som beskrevet ovenfor, er der ingen vej uden om sammenlægning med Tårnby – det vil blive en bunden opgave.

Selvstændighed er en god ting, hvis man forstår at forvalte den vel. Det betyder for Dragør – styr på økonomien og ingen fantasifulde, distraherende projekter. Fuld koncentration om drift, effektivitet og ordentlighed i forvaltningen. Borgmesteren er som nævnt lønnet for det ansvar, hvilket den afgåede har manglet forstand og fokus på. Det kræver også fokus i kommunalbestyrelsen. Derfor skal antallet af medlemmer sættes ned til ni.

Ønske/forslag til Dragør Nyt

Lad de opstillede lister beskrive deres holdning til de tre hovedemner med maksimalt 100 ord, klart og utvetydigt uden »uld i mund«.

Redaktionen eller et læserpanel markerer eventuelle uldne svar med en lille fåre-smiley, så vi på forhånd er advaret om sniksnak, og politikerne ved, at de ikke slipper af sted med tvetydige formuleringer. Al respekt for de dygtige politikere, men kridt banen op til en ærlig og troværdig debat.

PS. Anlæg af nye diger og anden kystsikring vil kræve dispensation fra en del fredninger, ikke kun Natura 2000. Der vil gå alt for megen tid med og for mange ressourcer til at opnå dispensationer. Derfor må vi allerede nu afmelde fredninger i de berørte områder, inklusive fremskudte diger, ud fra den betragtning at digerne er tvingende nødvendige for samfundet, og at det administrative besvær med dispensationer giver forsinkelser med høj risiko uden at tilføre værdi.

Naturligvis skal vi beskytte naturværdierne, men kystbeskyttelsen er en forudsætning for naturbevarelse, hvilket fredningerne paradoksalt nok ikke tager højde for.

Hvis natur og by bliver skyllet væk af havet, er de formelle fredninger jo ikke til megen hjælp.

Med venlig hilsen

Hans Christensen

Lundegård Strandvej 5A

2791 Dragør

 

Kære Hans Christensen

Tak for dit indlæg og dit forslag til opstilling af valgdebat i vores avis. Vi er glade for at modtage læsernes synspunkter – og dem, der skal deles med medborgerne, viderebringer vi altid i det omfang, det er os muligt.

I forbindelse med dit forslag kan vi oplyse, at Dragør Nyt er en upolitisk og derved også upartisk avis, og vi kan derfor ikke tage stilling til, om der bliver talt med uld i mund eller ej. Men vi kan dog oplyse, at også vi sætter pris på klar og tydelig tale.

Vi er allerede i dialog med de i kommunen opstillede partier og lister om en præsentation af overordnede holdninger og synspunkter forud for det kommende kommunalvalg – og herunder også de emner, som du i dit indlæg spørger til.

Red.

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?