Vi har modtaget:
Skal vi sælge Krudthus 2?
Bygningen får lov at forfalde
Vore politikere drømmer om et kulturhus på havnen, underjordisk parkeringskælder, UNESCO-certificering og ny østmole.
Alt imens ligger Krudthus 2 som et forsømt og hengemt klenodie – plaget af grafitti og med huller i taget.
En enestående og fredet bygning fra 1782 – centralt beliggende i t-krydset for enden af Møllevej med 2 km til Søvang, to km til St. Magleby og tre km til Dragør By.
Huset har et stort – lige nu tilgroet – udenomsareal med fine p-muligheder.
En arkitektrapport fra 2013 pegede allerede den gang på flere huller i taget og tre bjælker, der var angrebet af svamp, og havde anbefaling om hurtig indgriben. Men meget symtomatisk skete der intet. Og nu er der endnu flere huller i taget, og svampen har bredt sig.
Hvis vi ikke selv mener, at vi kan bruge denne enestående bygning eller passe på den, så lad os sælge den.
Vi kan simpelthen ikke være bekendt lade dette enestående klenodie – bygget af kalksten fra Saltholm – forfalde.
Men Dragør mangler penge, og vore politikeres drømme går i en anden retning. Vi havde ikke engang råd til selv at betale for renovering af vores vartegn; lodstårnet. Men måske vi igen kan søge fondsmidler?
På Amager Strandvej 110 har man formået at omdanne et tilsvarende krudthus til en fantastiskt restaurant – og på restaurantens hjemmeside kan man blandt andet læse følgende:
»Da vi fik nøglen til det sand- og vindblæste krudthus, der danner rammen om vores Sticks’n’Sushi på Amager Strandvej, var bygningen fredet. Vi har derfor indrettet vores spisehus med behørig respekt for både fredning og historie – men med et farverigt tvist. Rustikke bjælker holder førstesalen oppe i det ti meter høje rum, som var de muskuløse arbejdsmænd.«
Krudhus 2 har tilsvarende potentiale, men henstår i dag som et symbol på det stille og trøstesløse forfald, der har præget Dragør Kommune de sidste to valgperioder.
Husets historie er blandt andet beskrevet på Historisk Arkiv Dragørs hjemmeside.
Med venlig hilsen
Flemming Blønd, cand.jur.
Borgmesterkandidat for Sydamagerlisten