Næste kamp spilles på hjemmebane
lørdag den 18. september kl. 12
mod Hvidovre IF (2)
Hold | Kampe | Målscore | Point | |
1 | BK Skjold | 4 | 12–3 | 10 |
2 | Dragør BK | 4 | 10–6 | 7 |
3 | Vigerslev BK | 3 | 8–4 | 7 |
4 | FB | 4 | 7–3 | 7 |
5 | HB | 4 | 6–6 | 7 |
6 | Kastrup BK | 3 | 4–3 | 5 |
7 | Husum BK | 3 | 4–5 | 4 |
8 | Bispebjerg BK | 4 | 6–11 | 4 |
9 | NB Bornholm | 3 | 4–8 | 3 |
10 | Fremad Valby | 4 | 7–10 | 2 |
11 | Hvidovre IF 2 | 3 | 3–4 | 2 |
12 | FA2000 2 | 4 | 5–12 | 2 |
13 | Sundby BK | 3 | 5–6 | 2 |
Stillingen i københavnsserien ved Dragør Nyts deadline for denne artikel. Da FC Udfordringen har trukket deres hold, spilles der nu kun 24 runder.
Nyt fra Dragør Boldklub:
Nederlag i topopgør
BK Skjold–Dragør Boldklub 4–0
Topopgøret i københavnsserien mellem BK Skjold og Dragør Boldklub (DB) var imødeset med spænding. Men spændingen måtte man se langt efter, da BK Skjold med enkle midler vandt kampen 4–0.
DB stillede op uden den sædvanlige målmand, Mads Glæsner, og angriber Frederik Glendorf, som begge var skadet op til kampen. I stedet for fik Frederik Felland plads i målet, og som erstatning for Glendorf var Marcus Grevy udtaget. Begge fik deres debut for DB.
Kampen blev spillet på kunstgræsbanen i Fælledparken, og det blev endnu en gang DB’s skæbnebane. DB har spillet adskillige kampe på denne bane, og mange gange er det ikke gået DB’s vej – og altså heller ikke denne lørdag.
Kampen bar desværre præg af alt for mange personlige fejl fra DB-spillere, der virkede helt ved siden af sig selv i forhold til 5–0-sejren over Bispebjerg forrige lørdag.
Skjold satte sig på DB fra kampens start og med en scoring efter 11 min., fik DB mere end nok at se til. BK Skjold var ikke sene til at udnytte en fejl midt på banen. DB-målmand Frederik Felland blev fanget på det forkerte ben, og scoringen blev sat ind af en iskold Skjold-afslutter.
DB forsøgte at komme tilbage i kampen, men mistede for mange bolde midt på banen, så DB’s angribere Frederik Frederik Frost, Kristoffer »K« Enoch og Patrick Sandby løb meget forgæves.
Efter cirka 28 min. blev Frederik Frost dog spillet fri til afslutning. Han var tæt på scoring, men desværre var målrammen i vejen. Scoringen, der ville have bragt balance på måltavlen, ville kunne have givet DB et løft.
DB’s nye angriber, Patrick Sandby, måtte desværre forlade banen midt i første halvleg, efter en uheldig tackling midt på banen, hvor han blev ramt af et knæ fra en Skjold-spiller i ansigtet. Som erstatning kom Marcus Grevy på banen.
BK Skjold sad på DB, og selvom anfører Jacob Holmegaard forsøgte at drive sine spillere fremad, var det Skjold, der bestemte slagets gang.
De sidste fem minutter af første halvleg havde DB et par gode muligheder for udligning – men effektiviteten svigtede.
Fra anden halvlegs start pressede Skjold DB i bund.
BK Skjold kom foran 2–0 efter 50 minutter.
Efter en times spil kæmpede DB med at holde Skjolds på afstand. DB virkede modløse i forsøget på at finde sit eget spil.
Efter cirka 65 minutter gik DB’s Anders Zachariassen ud – ind kom Jonas Pedersen. Kort før kom Rasmus Jensen også på banen.
Skjold kom foran 3–0 efter 74 min., og de cementerede sejren i sidste minut ved at gøre det til 4–0.
Selvom Skjold vandt med 4–0, kunne de have vundet med flere mål, hvis ikke Frederik Felland havde haft flere flotte indgreb og redninger.
Stadig tophold
Trods nederlaget er DB nummer to i københavnsserien – tre point efter BK Skjold.
På 3.-, 4.- og 5.-pladsen ligger henholdsvis Vigerslev, FB og HB, der, lige som DB, har syv point.
Vigerslev spillede uafgjort 2–2 mod Husum, Bispebjerg tabte 0–3 til FB, NB Bornholm mod HB sluttede 3–1, og Fremad Valby spillede hjemme uafgjort (2–2) mod FA 2000.
HR