Tøndeslagning
I lørdags, den 18. september, kunne Dragør Fastelavnsforening – et år forsinket – afholde deres 50-års-jubilæum.
Inden selve tøndeslagningen, der fandt sted kl. 16 på Engvej, red rytterne traditionen tro rundt i byen og besøgte nogle af medlemmernes boliger – i år også i Store Magleby, noget der normalt ikke er tid til.
»Dragør Fastelavnsforening havde en helt fantastisk dag og vejret var skønt. Vi fik en dejlig tur gennem den flagpyntede by og der var rigtig mange tilskuer til tøndeslagningen,« lyder det fra Susanne Feldstein, fra fastelavnsforeningen. Hun sender samtidig en tak til de mange fremmødte, der var med til at fejre det noget forsinkede jubilæum.
Tønden blev slået ned efter cairka 45 minutter – tøndekongen blev Anja Kit Andersen, som fik overrakt den flotte vandrepokal af Lions. Kysset blev leveret af tøndeprins Sebastian Holst.
Fotos: TorbenStender.
Fotos: TorbenStender.