Vi har modtaget:
Store følelser er på spil, når man taler om sammenlægning
Men Dragør vil stadigvæk forblive 2791 Dragør
»Vi vil ikke lægges ind under et rødt socialdemokratisk styre« eller »vi mister vores identitet«, det er nogle af de udsagn, som modstanderne af en fusionering med Tårnby Kommune har fremsat på de sociale medier.
Men realiteten er, at ikke en eneste stokrose vil blive flyttet – postnummeret vil stadigvæk være 2791 Dragør, og Dragør Boldklub vil fortsat hedde Dragør Boldklub. Og Kastrup, Vestamager, Tømmerup, Ullerup, Viberup, Maglebylille, Søvang, Store Magleby og Kongelunden vil alle få lov til at bevare deres identitet og alt det, de holder af. Der er ingen, der bliver »lagt ind under«. Vi vil blot blive forvaltet fra Amager Landevej af en ny sammensat og fælles kommunalbestyrelse. Og lige i hjertet af kommunen vil vi have Danmarks største arbejdsplads: Lufthavnen.
Vil Dragør blive mast?
Hvis stemmeprocenten til en ny Sydamager Kommune bliver den samme, som ved sidste valg, så vil Dragør få 38% af stemmerne. Det vil give en ny kommunalbestyrelse, hvor de samlede kompetencer og samarbejdsevner utvivlsomt vil blive noget større, end de er i dag, og en kommunalbestyrelse, hvor politikerne af indlysende årsager vil konkurrere om vælgernes gunst – uanset hvor de er bosiddende i sydamagerkommunen. Det vil være en ny fælles kommune med en meget større økonomisk og faglig robusthed, end vi kender i dag. En perfekt størrelse kommune på cirka 57.000 indbyggere, hvor der er plads til visioner og bæredygtig udvikling. Og hvor kystsikring bliver en fælles opgave.
Dragør vil bidrage med næsten 1 mia. kr. i skatteindtægter, og Dragørs cirka 200 mio. kr. i udligningspenge kan komme i spil. Så nej, vi vil ikke blive mast.
For Dragør vil det for eksempel betyde, at vi kan stoppe gældsætningen, nedskæringerne og serviceforringelserne. Vi vil få råd til både vedligeholdelse og udvikling.
Hvad er det, vi frygter? Og Hvor meget styrer vi selv i dag?
Vores vand, el, affald, beredskab og pensionsudbetalinger bliver ikke længere administreret af Dragør. Rådhuset har slet ikke den centrale funktion, som tidligere. 9 ud af 10 henvendelser foregår i dag digitalt. Vi behøver ikke – og har heller ikke råd til – at have vores eget rådhus, egen kommunalbestyrelse, egen direktion, egen administration osv.
238 kommuner indså det i 2007 og blev til 66 nye kommuner. De blev alle både økonomisk og fagligt styrket.
Men i Dragør fik vi dispensation til at fortsætte som selvstændig kommune. Nu som landets mindste »landfaste« kommune. Desværre. Det har betydet 15 års økonomisk og faglig nedtur. En selvforvaltning uden penge og kompetencer giver ingen mening.
Rådhus som kulturhus?
Vi kan i stedet for omdanne Dragør Rådhus til eksempelvis kulturhus eller til ældre- eller ungdomsboliger. Og biblioteket i Hollænderhallen kunne blive et lokalt servicecenter. For en ny Sydamager kommune vil det betyde en samlet besparelse på administrationsudgifterne på cirka 35 mio. kr. Hvert eneste år.
Vi har ikke råd til at lade være. Det er urealistisk og dyrt at prøve at fastholde en virkelighed, som ikke længere findes. Lad os fusionere, mens vi kan stå op. Jo før – jo bedre.
Med venlig hilsen
Flemming Blønd
Cand.jur
Borgmesterkandidat for Sydamagerlisten