Vi har modtaget:
Udvikling af engvejsgrunden
Et nyt attraktivt kvarter i Dragør
På Engvej ligger et stort, grønt område – for det meste tomt, kun sporadisk benyttet. Omkranset af andre grønne områder, tæt ved lund, stier og vand. Det råber på bæredygtig udvikling.
I Dragør Seniorbo er vi i fuld gang med at lave vores høringssvar. I næste uge vil det, og andres svar, blive offentliggjort. Det ser vi frem til med glæde, og vi samarbejder gerne med andre parter. Vi har taget initiativ.
Lad os rydde et par misforståelser af vejen: Området skal ikke blive et nyt Vierdiget, plastret til med lejligheder – tværtimod. Det skal derimod være en lille ny, attraktiv oase med boldbaner, park, stier og smukt boligbyggeri for seniorer – vel at mærke aktive seniorer, som er en gave til byen. Det er aktive seniorer nemlig over hele landet. De bygger bæredygtigt, smukt og spændende mange steder – fællesskaber er i høj kurs. Denne udvikling skal også afspejles i vores kommune – og det kan kun gå for langsomt.
Det må have en høj prioritet for vores politikere at gøre byggeri af seniorboliger til et indsatsområde, og det må understreges, at seniorpolitik er noget ganske andet end ældrepolitik, som oftest går på sundhed og plejehjem m.v. Relevant selvfølgelig, men jeg savner at se afsnit om seniorpolitik i partiprogrammerne. Vi har så mange seniorer i Dragør – vi er en ressource.
Kom på banen med nyskabende udvikling og kom af banen med negativitet og obstruktion.
Med venlig hilsen
Nina Nørgaard
Dragør Seniorbo