Kenneth Gøtterup.
Kenneth Gøtterup.
Vi har modtaget:

Omsorgen og det frie valg

I sidste uge var der flere vælgermøder. På møderne blev blandt ældreomsorgen drøftet og særligt vilkårene for de ældre på kommunens plejehjem. Jeg skriver plejehjem, selvom det hedder et plejecenter. Man bor på et plejehjem og ikke på et center.

Der er periodevis kritik af personalet, men jeg er af den faste overbevisning, at ingen søger arbejde i ældreplejen med udgangspunktet i at ville gøre det dårligt. Alle søger et arbejde, fordi de kan lide at være sammen med ældre og vil dem det godt. Og hvis der er kritik, skal det rejses over for politikerne. 

For utydelige på værdier

I dag kan ingen af os politikere reelt svare på, hvad det er for medmenneskelige værdier, der bærer omsorgen og plejen på Enggården. 

Når man googler Enggården i Dragør, kommer kommunens hjemmeside op med kommunale kvalitetstandarder og regler. Intet om kærlighed, varme eller helt almindelig medmenneskelighed. 

Når vi som kommune tager os af ældre i livets sidste fase, skal vi altså stå ordentlig på mål for, hvad det er for et samvær og omsorg mellem medarbejdere og beboere, vi vil have. Vi skal tale værdierne op og kræve, at der ledes og arbejdes efter værdier. Ikke efter det kommunale bureaukrati.  

Hvis man for eksempel ser på hjemmesiden hos det kendte Dagmarminde, som beskriver sig som en »omsorgsoase« og ikke som et plejehjem, kan man læse udsagn som: »At skabe den gode stemning, med musik, sang og dans, som ofte vækker de gode minder. Samt anerkendelse, ros og masser af varme knus, som giver velvære i krop og sjæl […] Livets anker er kærlighed og medfølelse. Denne empati er drivkraften i mit samvær med de mennesker, der bor på Dagmarsminde. Jeg bærer i min rygsæk stor indsigt i demensområdet, palliation og har en musisk tilgang til alt, hvad jeg laver.«

Det er tydelige værdier som gennemsyrer relationen mellem den ældre og medarbejderen – og ikke mindst i relationen mellem leder og medarbejder i tilrettelæggelsen af arbejdet. 

I Dragør sender vi som kommune signalet om bureaukrati til både de med-arbejdere, der gerne vil en anden vej, og borgerne. 

Min drøm 

Jeg bliver ked af det, når jeg hører pårørende på vælgermøde fortælle om dårlige oplevelser. Jeg bliver ked af det, når jeg ser, at vi nu har haft et socialudvalg i kommunen, der i fire år har arbejdet med kvalitetsstandarder, men at vi stadig i en kommune som Dragør ikke får talt ordentligt om medmenneskelighed og værdier i plejearbejdet. At vi ikke politisk får sat nogle krav om, hvad det er, der er vigtigt i pleje og omsorg for ældre.For hvis vi som politikere går forrest og for eksempel stiller særlige krav til omsorgen, så lykkedes det også. 

Min drøm for det gode plejehjem er, at lederne sættes meget mere fri til at lede deres plejehjem, men at de står tydeligt i døren og fortæller, hvad deres værdier er, hvad de kræver af medarbejdere, og hvad de forventer af pårørende. Og dertil også at værdierne er båret på, at den ældre skal være mere inddraget i, hvad der skal hjælpes med, samt at de er helt tydelige på, hvad god omsorg er; nemlig at man giver de ældre et kram, har tid til at sludre over kaffen og er nysgerrig på det liv, den ældre har levet m.v. Med andre ord, at vi ser den ældre som et medmenneske og ikke en beboer, der skal passes. 

En fælles drøm

I den nye kommunalbestyrelsesperiode skal vi til at arbejde langt mere med, at lederne beskriver deres drøm og værdier for den institution de leder. At vi giver dem lov til at sætte retningen båret på kravet om omsorg og respekt for borgerne, de skal betjene. 

Hvis vi bare begynder med denne lille og egentlig enkle øvelse, kan vi sammen skabe noget nyt. Og nyt skal der til, når vi taler om for eksempel omsorgen for ældre medborgere, som har behov for hjælp og støtte.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmesterkandidat og medlem af kommunalbestyrelsen for Konservative

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?