Vi har modtaget:
Status på kulturhuset
Her kommer en opdatering fra os i arbejdsgruppen bag kulturhuset. Vi arbejder for at skabe landets skønneste samlingssted på den gamle værftsgrund på havnen. Her skal være »højt til loftet« og plads til mangfoldighed. Et både smukt og praktisk kultur- og medborgerhus for alle Dragørs indbyggere på tværs af generationer. Huset skal rumme ny og tidssvarende biograf, teaterscene, musiklokaler, værksteder og meget mere – et byggeri i harmoni med den enestående historiske havn. Gruppen arbejder også med den klare målsætning, at havnens daglige brugere (fiskerne m.fl.) ikke skal berøres negativt, men tværtimod opleve projektet som en berigelse i respekt for havnens levende kultur og eksisterende fællesskab. Fiskekasserne skal der nok forblive plads til!
Her ved årets slutning kan vi i arbejdsgruppen glæde os over et rigtig spændende år. Efter lang tids forarbejde og mange gode snakke med græsrødder, foreninger, politikere og andre medborgere var det skønt at få den positive tilkendegivelse fra kommunalbestyrelsen ved mødet den 23. september til at fortsætte vores arbejde. Kommunens helt afgørende opbakning giver nu arbejdsgruppen mulighed for at arbejde videre med fondsfinansiering af projektet. Det er vi i fuld gang med. Og vi glæder os til den fortsatte samtale med alle interesserede.
Vi oplever generelt stor og positiv interesse for projektet. På kulturnatten fik vi indsamlet dejlig mange aktivitetsforslag lige fra amme-cafe til børneteater og live-koncerter. Vi glæder os til mange flere forslag. Det er afgørende, at Dragørs »Kulturværft« bliver til som et fælles projekt for os alle, hvis vi stille og roligt skal bevæge os fra luftkastel til et dejligt samlingssted – et sted, vi alle vil holde af og – ja, være stolte af, som vi i forvejen er stolte af vores skønne by.
I arbejdsgruppen har vi besøgt en lang række andre kulturhuse (og gør det fortsat), og har hørt om diverse erfaringer og driftsmodeller. Vi samler løbende op på hvilke krav, bygningen skal honorere, og arbejder med strategi for økonomi og drift. Målet er, at kulturhuset ud over biografdriften skal rumme en bred vifte af egne arrangementer og aktiviteter. Samarbejde med andre kulturaktører og kommerciel udlejning er ligeledes vigtige målsætninger.
Kulturelle aktiviteter skal være i højsædet, og vi vil arbejde aktivt for, at byens mange børn og unge kommer til at bruge og sætte deres præg på huset. Forude ligger – blandt meget andet – den spændende proces med finansieringen og valg af arkitektur.
Den frivillige arbejdsgruppe for Dragør kulturhus tæller i øjeblikket ti medlemmer med mange kompetencer. Vi er bredt sammensat af repræsentanter fra biografforeningen, Dragørrevyen, Dragør Kunstfestival, Museum Amager m.fl.
Med venlig hilsen
Mette Jansen
På vegne af arbejdsgruppen bag kulturhuset