Udeservering ved Havslapning
På trods af flere forslag fra Konservative vedtog Økonomiudvalget en etårig forlængelse af tilladelse til udeservering. Sagen skal videre til kommunalbestyrelsen
Traditionen tro skulle Økonomiudvalget træffe beslutning om Café Havslapnings ansøgning om tilladelse til udeservering i perioden marts til slutningen af oktober. Indehaver af caféen, Poul Hein, beder samtidig i sin ansøgning om en fireårig tilladelse.
Café Havslapning har siden 2016 modtaget etårige tilladelser til udeservering langs kajkanten. Forvaltningen anbefalede Økonomiudvalget at gentage denne praksis, da udeservering langs kajen strider imod Lokalplan 70. Ifølge lokalplanen skal der langs kajer og på moler sikres sammenhængende promenader ved at friholde areal til offentlighedens adgang, ophold og færdsel, under hensyntagen til havnens erhvervsmæssige og maritime anvendelse, som det er formuleret.
Ændringsforslag forkastet
Konservative ville alligevel gerne give Café Havslapning en 4-årig tilladelse til udeservering på kajen og stillede forslag herom. Dog var det kun Kenneth Gøtterup og Jan Madsen – begge Konservative – der stemte for forslaget. Resten af udvalgets fem medlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet, Sydamagerlisten, liste T og Venstre stemte imod.
Der blev endelig fundet flertal, da udvalget skulle stemme om den etårige tilladelse, som forvaltningen anbefalede. Socialdemokratiet, Konservative, Sydamagerlisten og Venstre, der tilsammen har seks medlemmer af Økonomiudvalget stemte for – mens liste T undlod at stemme.
Peter Læssøe (T) begærede efterfølgende sagen i kommunalbestyrelsen, hvor den forventes at være på dagsordenen torsdag den 3. februar.
TM