Udeskolesamarbejde

Både museer og kirker har i år medvirket i skolernes Uge Sex-projekt

Uge 6 blev til Uge Sex på Dragørs skoler. Landet over bruges netop uge 6 til at sætte fokus på køn, identitet og seksualundervisning. 

I Dragør var kirkerne og museet for første gang med til at afvikle ugen i samarbejde med skolerne. 

Museet har haft besøg af 5.-klasserne til et forløb om ligestilling og kønsroller fra 1800-tallet til nu, mens kirkerne har arbejdet med grænser sammen med 7.-klasserne.

Samarbejdet mellem de forskellige institutioner er et initiativ fra Udeskolen, som arbejder på endnu flere forløb i samarbejde mellem skolerne, kulturlivet og erhvervslivet i Dragør. 

»Skolerne har en række tema-uger i løbet af et skoleår, så vi har kigget på, hvordan vi kunne styrke det lokale samarbejde omkring de temauger,« fortæller Mathilde Brandstrup, der er udeskolekoordinator. 

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Anderledes tolerante

Også kirkerne er glade for det nye samarbejde.

»Vi er ikke svære at lokke, når det handler om at samarbejde og møde folk i sognene. Vi har i forvejen samarbejder med skolerne omkring konfirmationsforberedelsen, og vi står til rådighed for alt, hvad skolerne kan bruge os til, så det er helt naturligt for os, at når vi bliver spurgt, så er vi virkelig interesserede,« siger præsten Andreas Sylvest Wille.

Alle de lokale præster var med til at afvikle forløbet for 7.-klasserne, og klasserne blev fordelt sådan, at de kom ud til de præster, de kommer til at møde i næste skoleår, hvis de skal gå til konfirmationsforberedelse i 8. klasse.

Præsterne lavede først et oplæg om grænser, hvorefter klasserne fik lov at bestemme, hvad de ville tale videre om. Det førte til en samtale om kønsidentitet, transseksualitet og flere andre temaer, der er oppe i tiden.

»Noget af det, der slog mig, er, at de nye generationer er helt anderledes tolerante, end de har været tidligere. Og det var virkelig positivt at opleve. Der er så bred konsensus om, at det er helt i orden at være homoseksuel eller at skifte køn. Det har været meget positivt at mærke, at der er noget, der har rykket sig,« siger Andreas Sylvest Wille, der tilføjer: »Og så har det været vigtigt for os, at de unge ikke har haft en oplevelse af, at kristendom er noget med fordømmelse og småborgerlig seksualmoral, men at præsten også har lige så stor åbenhed over for livets mangfoldighed. Det håber jeg, at de har taget med sig.«

Mande-, kvinde- eller fællesopgaver

På Museum Amager har formidlingsinspektør Leni Rønne Larsen haft besøg af 5.-klasserne, som blev undervist i kønsroller og ligestilling i gamle dage.

»Vi startede med at tale om, hvordan opgaverne i hjemmet er fordelt hjemme i familierne i dag. Hvem laver mad? Hvem vasker tøj? Hvem griller om sommeren? Så snakkede vi om, om der er noget, pigerne kan, som drengene ikke kan og omvendt. Kan piger og drenge gå i det samme tøj? Vi talte om, at køn har lige muligheder, men at der stadig er flere kvinder, der er sygeplejersker og flere mænd, der er håndværkere for eksempel,« fortæller Leni Rønne Larsen.

Herefter var eleverne ovre på den gamle gård, hvor de skulle finde ud af, hvordan arbejdsopgaverne havde været fordelt i gamle dage. De fik sedler med forskellige opgaver, og så skulle de gætte, om det var en mandeopgave, en kvindeopgave eller en fælles opgave.

Ulighed

Mens eleverne lavede opgaven, fik drengene lov til at sidde ned, mens pigerne skulle stå op. Før i tiden måtte mændene nemlig sidde ned, når de spiste. Derimod skulle kvinderne stå op, fordi man mente, at de blev dovne af at sidde ned.

»Det, synes de virkelig, var totalt unfair,« fortæller Leni Rønne Larsen.

»Man mente også dengang, at hvis mænd lavede kvindearbejde, så kunne de miste deres avleevne. Og så var der professorer, der mente, at det ville gå ud over kvinders helbred at gå i skole,« fortsætter hun.

Leni Rønne Larsen fortalte også de unge om lønnen dengang. Lærerinder fik for eksempel to tredjedele af det, en mandlig lærer fik, selvom de udførte samme opgave.

Da eleverne var færdige med deres opgaver, fik de en pebernød i belønning. Drengene måtte også få en småkage.

»Det var pigerne virkelig fortørnede over, faktisk var nogle af dem så sure, at de ikke engang ville have pebernødden. Og så talte vi selvfølgelig om, hvordan pigerne havde det med den fordeling. I dag er det et spørgsmål om en småkage, dengang var det et spørgsmål om mad på bordet,« siger Leni Rønne Larsen. Pigerne fik nu alligevel en småkage, da den faglige diskussion var slut.

Både præsterne og museet tager gerne imod elever igen næste år, når der er Uge Sex.

CL

Fik du læst?