Stillingen i 2. division øst
1 | Haslev | 10 | 74 |
2 | RKK 1 | 8 | 66 |
3 | Kifa 1 | 10 | 61 |
4 | RKK 2 | 9 | 51 |
5 | VSK | 9 | 36 |
6 | Kifa 2 | 9 | 24 |
7 | RKK 3 | 9 | 8 |
Nyt fra kegleklubben VSK Dragør:
Nederlag til tophold
Keglespillerne fra VSK var søndag den 27. februar en tur i Roskilde for at spille mod Roskilde Kegleklubs 1. hold (RKK 1).
RKK 1 har sæsonen igennem været et af de få hold, der har kunnet holde trit med Haslev, der inden weekendens kampe med 58 point førte rækken 2. division øst. RKK 1 lå inden kampen på 3.-pladsen med 48 point – men havde spillet to kampe færre end Haslev.
Hjemmeholdets Søren Pedersen lagde da også hårdt ud for at rykke tættere på toppen i rækken. Han slog nemlig meget sikkert VSK’s John Nielsen i den første kamp. Resultatet kampen lød på 890 imod 831 kegler.
RKK 1-spilleren Zania Regnstrup fik 869 kegler, men hun blev slået af en velspillende Lene Petersen, der fik 903 kegler.
Men så var det også slut med VSK-sejre. RKK 1’s Michael Zimmermann slog Allan Mogensen med 906 kegler imod 877 kegler.
Og i den sidste kamp vandt hjemmeholdets Niklas Regnstrup sikkert over Jørgen Risnæs med keglerne 890–872.
VSK tabte kampen 8–2, og keglerne blev 3.555–3.483.
Tre runder tilbage
Efter kampen mod RKK 1 har VSK nu blot tre kampe tilbage i sæsonen.
Næste kamp spilles på udebane mod RKK 3 lørdag den 2. april, mens endnu et roskildehold, nemlig RKK 2, kommer på besøg i Hollænderhallen dagen efter, nærmere bestemt søndag den 3. april. Sidste kamp spilles mod Kifa 2 lørdag den 23. april.
VSK ligger netop nu på en 5.-plads med 36 point og er endnu ikke garanteret endnu en sæson i 2. division øst – men det kan dog ske med en sejr over ligaens absolutte bundprop, RKK 3.