Vi har modtaget – svar til Morten Dreyer:

Enggården og ældreområdet

Kære Morten Dreyer

Tak for at du spørger til Enggården og ældreområdet. 

Som tidligere socialudvalgsformand og mangeårigt medlem af socialudvalget kender du nok situationen begge steder bedre end de fleste. Ligesom du også ved, at det ikke er på budgetseminaret, men i budgetforhandlingerne, at der drøftes og forhandles om økonomien for det kommende år.

Mit svar til dig vil være om hele ældreområdet, da jeg finder det nødvendigt at se områderne i en sammenhæng og som en helhed. 

Ældreområdet fyldte en del på budgetseminaret, fordi antallet af ældre stiger, og vi generelt lever længere. Det er på alle måder dejligt, fordi flere oplever at have deres bedsteforældre og oldeforældre. Det er godt for generationerne med mere tid sammen. 

Set ud fra et kommunaløkonomisk perspektiv giver det dog visse udfordringer, som politikerne bliver nødt til at iagttage og have med i planlægningen. Når antallet af ældre stiger, så stiger behovet for hjælp fra fællesskabet også. Flere skal have hjælp i hverdagen til det praktiske, til rengøring, til medicin og til pleje og omsorg. Det presser kommunerne allerede i dag, og dette pres bliver kun større. 

Når vi som kommune skal levere flere timer til hjælp, kræver det ikke kun flere penge – men endnu vigtigere også flere mennesker, der kan tage sig af andre mennesker. Det giver en anden stor udfordring – nemlig manglen på faglærte social- og sundhedshjælpere og -assistenter.  

Det var vi meget opmærksomme på i konstitueringsforhandlingerne, hvor vi aftalte, at vi ville indgå et partnerskab mellem kommunen og de faglige organisationer på området. Dette samarbejde skal forhåbentlig være med til at sikre, vi også i fremtiden har en attraktiv arbejdsplads. 

Enggården

For mig kan man ikke svare på de spørgsmål, du stiller, uden at have den forudgående virkelighed på plads. 

Min grundlæggende oplevelse er, at der møder engagerede og dygtige medarbejdere ind på arbejdet hver dag for at sikre den bedste hverdag for beboerne. Der bliver ydet en stor indsats af medarbejderne, men der sker også fejl. Alle fejl er altid en fejl for meget – og alle gør, hvad de kan for at fejl minimeres og helst undgås.

Noget, jeg tror, at vi kan blive bedre til, er forventningsafstemning. Både i hjemmeplejen og på Enggården. Både over for borgeren og også med de pårørende. Det er også det, jeg hører indimellem fra borgere. 

Du skriver meget om ture ud af huset. Jeg tror desværre, at mulighederne for tidligere tiders arrangementer i dag er mindsket i forhold til dengang – ikke mindst i takt med, at beboerne i dag, når de kommer på plejehjem, er dårligere, end de var tidligere. 

Beboerne kommer på ture, både lange og korte. Der har blandt andet været ture ind og se julelys på Amagerbrogade, indkøbsture til Field’s og Rødovre Centrum, på Museum Amager og meget andet. Det har de ikke mindst kunnet, fordi Enggården fik en ny bus i 2019 – som du var selv med til at bevilge penge til. 

På selve Enggården sker der også noget i hverdagen. I marts måned har der for eksempel været besøg af fastelavnsrytterne, og der har været afholdt bankospil m.m. Ligesom at vi ikke må glemme Cykling uden alder – en gruppe frivillige borgere, som gør et enestående stykke arbejde med at cykle gode ture i byen med beboerne, eksempelvis til havnen og byens caféer. 

Men vi kan altid blive bedre og gøre mere – jeg tror, at det er vigtigt at huske på, at ældreområdet er under forandring. 

Men der er ambitioner for ældreområdet. Det er tydeligt, når man læser konstitueringsaftalen. 

Det kræver en indsats i forbindelse med dette års budget-forhandlingerne at skabe de bedste rammer for de ældre og for de ansatte. 

Jeg forventer, at alle kommunalpolitikere kommer med konstruktive forslag, så vi kan nå i mål med denne udfordring også fremover.

Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber (A)
1. viceborgmester
Formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget  

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?