[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
Ny asfalt på genbrugspladsen
Dragør Genbrugsplads på Bachersmindevej 15 er for tiden midlertidigt lukket for offentlig adgang, da man netop nu er i færd med den sidste del af den omfattende renovering og udvidelse, som pladsen har gennemgået det seneste års tid. I denne omgang er det den afsluttende asfaltering, der arbejdes på p.t.
Når pladsen åbner igen torsdag den 9. juni, vil det være i en opdateret og moderniseret version, der gerne skal fremstå mere brugervenlig og imødekommende for borgerne. Det er intentionen, at det skal være lettere for såvel brugerne af pladsen at benytte den korrekt – samt for medarbejderne at kunne vejlede brugerne i brugen af pladsen, som i forbindelse med renoveringen er udvidet med omtrent en tredjedel i forhold til den hidtidige størrelse.
Genåbningsfest
Fredag den 10. juni vil Amager Ressourcecenter, der driver Dragør Genbrugsplads, være vært for en lille genåbningsfest, hvor borgmester Kenneth Gøtterup kl. 12 byder velkommen – og frem til kl. 14 bydes på grillpølser til de borgere, der gæster pladsen.