Sosu-assistenter og -hjælpere fejret
Dragør Kommune har fejret de nye social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, som har gennemført deres uddannelse i kommunen. Der var inviteret til taler, blomster og lykønskning
Det var en stolt borgmester, Kenneth Gøtterup, som onsdag den 8. juni talte til kommunens nyuddannede sosu-assistenter og -hjælpere.
»I er det, vi med ro i sindet kan kalde hverdagens helte. For I påtager jer en vigtig opgave. Nemlig at give de borgere, der har brug for kommunal hjælp, en professionel faglig korrekt behandling, men også en kærlig, omsorgsfuld og nærværende behandling,« sagde borgmesteren blandt andet, inden han uddybede med ordene:
»I er dem, der tager borgeren i hånden, når de er utrygge eller kede af det, I er dem, der deler livets sorger og glæder, og I er dem, der også er der, når borgerne måske er på den sidste vej gennem livet. Det er en vigtig opgave, som der kun kan være respekt om.«
Nicolaj Bertel Riber, der er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, havde også kun rosende ord at sige til forsamlingen.
»Kæmpe til lykke til jer. I har taget en af de vigtigste uddannelser i velfærdssamfundet. Og hvor er det dejligt, at flere af jer har valgt at fortsætte her i Dragør Kommune. Til jer, som har fået job andre steder, hvis I en dag ønsker at skifte arbejdsplads, håber jeg inderligt, at I vil se i retning af Dragør igen,« lød det fra Nicolaj Bertel Riber.
De nyklækkede er: Sosu-assistent Nada Faour samt sosu-hjælperne Arzoo Berday, Billal Meftah, Manal Shereef, Mary Jane Yumol og Peter Jacobsen.
Sosu-uddannelsen
Dragør Kommune er praktiksted for kommende sosu-assistenter og -hjælpere og har på nuværende tidspunkt 30 elever ansat.
Social- og sundheds-hjælperuddannelsen tager et år og to måneder med praktik på både Omsorgscenteret Enggården og i Dragør Hjemmepleje.
Assistentuddannelsen tager lidt længere, nemlig cirka to år og ni måneder. Den indeholder ud over praktik i Dragør på Omsorgscenteret Enggården og hjemmeplejen også en praktikperiode i psykiatrien og på et hospital.
Dertil er der fælles for begge de to uddannelser skoleperioder på en af afdelingerne på uddannelsesstedet »SOSU H«.