Vi har modtaget:

Økonomiaftale

Sidste onsdag aften indgik Regeringen og Kommunernes Landsforening en økonomiaftale, som sætter rammerne for vores økonomi. 

Der er tale om særdeles stram aftale, som tydeligt fortæller, at vi befinder os i en krise. Inflationen er den højeste i 35 år, og der skal bruges penge på at styrke landets forsvar. Det betyder, at aktiviteterne i den offentlige sektor skal dæmpes for at undgå overophedning af den danske økonomi. Kort sagt: Pengene er der ikke, og konsekvensen for kommunerne er, at vi skal spare på driftsudgifterne – det vil sige mindre velfærd – og vi kommer formentlig også til at revidere vores anlægsplan. 

Konsekvenser for Dragør

De helt præcise tal for Dragør kan ikke opgives endnu. Forvaltningen er i gang med at regne på konsekvenserne. 

Men i Dragør har vi en del store udfordringer. Det første er, at antallet af ældre stiger, og dermed stiger udgifterne til hjælp. Vi kommer over tid til at mangle plejeboliger. Vi har en stigende udgift til børn med behov for specialskoler. Og vi har et stigende antal børn, så der over tid kan være behov for at se på antallet af daginstitutionspladser. Og endelig har vi i Dragør over de seneste mange år lavet tilpasninger, men i min optik ikke tilstrækkelig langsigtet tilpasninger af vores budgetter. 

Vi har en gennemsnitlig kassebeholdning, der er udfordret. 

Det er korrekt, at vi havde en høj beholdning med udgangen af 2021, men det skyldes blandt andet lånoptagningen i 2020, samt at en lang række anlægsopgaver er udskudt. Når vi ikke bruger dem, ligger de i kassen, men det ændrer ikke behovet for, at vi stadig bør lave de pågældende anlægsopgaver samt den vedligeholdelse af bygninger og veje, der var planlagt. Og man kan nu engang ikke bruge pengene to gange. 

Samtidig har vi stadig en gæld vedrørende feriepenge til vores medarbejdere på 42 mio. kr., som endnu ikke er afviklet.

Fra mit perspektiv har vi en meget vigtig opgave som kommune. 

Det ene er at tilpasse udgifterne til indtægterne. Det andet er at sikre, at vi hele tiden bygger vores kassebeholdning op og gør den meget stabil. 

Ved at have styr på indtægter og udgifter og samtidig opretholde en stabil kassebeholdning kan vi i langt højere grad modstå uforudsete udgifter.  

I dag har vi på ingen måde en stabil kassebeholdning. For eksempel har det planlagte budget for 2022 allerede et kassetræk, og vi har netop måtte vedtage handleplaner for budget-tilpasninger for at undgå merforbrug i år. 

Vi går en hård og en svær tid i møde. Økonomiaftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er en kriseaftale, som får konsekvenser for økonomien i alle kommuner, og som kommer til at betyde, at vi skal spare på velfærden. Det skal vi alle være ærlige om. Det bliver hårdt. 

Det er vigtigt, at vi får lagt en god og inddragende plan for det hårde budgetarbejde, vi skal i gang med. 

Lige nu regner forvaltningen på tallene og skaber et overblik. Derefter vil jeg melde mere konkret ud.

Jeg håber, at vi kan få samlet en bred tilslutning til de kommende års budgetter i kommunalbestyrelsen, og at vi alle trækker i arbejdstøjet for at se på vores muligheder og begynde vores drøftelser nu og frem mod de endelige budget-forhandlinger i august og september måned.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?