Nyt fra Dragør Boldklub:
Pokaldrømmen lever
IF Føroyar–Dragør BK 1–2
Pokalkampe … denne herlige parallelturnering til Superligaen og seriefodbold, hvor der kæmpes til sidste blodsdråbe – med eller uden kramper undervejs.
I pokaltuneringen mødes et lavere rangerende hold og et højere rangerende hold – og kampen afgøres i forlænget spilletid.
Som man siger: En fodboldkamp varer til dommerens sidste fløjt, og for Dragør Boldklub (DB) gjaldt det i to omgange; først i ordinær spilletid og derefter i den forlænget spilletid. Hvilket drama!
DB spillede på Kløvermarken 4. runde i DBU’s pokalturnering på udebane mod IF Føroyar (IFF), som spiller i serie 1.
DB fik med hiv og sving sejren med hjem og kan nu se frem til lodtrækningen til 5. runde, hvor divisionsholdene træder ind i turneringen.
Fra kampstart var IFF toneangivende. Med deres lange bolde frem over DB’s midtbane fik de held til at presse DB bagud.
DB-holdet spillede med tålmodighed og forsøgte at spille bolden rundt, men det lykkedes ikke helt i første halvleg, hvor IFF-spillerne havde friske ben. DB’s opbyggende spil blev konstant brudt af IFF eller egne fejl.
Kampen blev spillet med saft og kraft. Det fik man bevis for efter 21 min., hvor DB’s August Toudahl blev tacklet ud over sidelinjen og slynget ind i DB’s trænerbænk, hvor målmandstræner Morten Petersen var tæt på at blive jævnet med jorden. Morten Petersen er heldigvis en rutineret herre og fik vist en utrolig balanceevne. Toudahl sprang tilbage på banen, som om intet var hændt. Frispark, for den slags bagateller … nej – det var ikke noget, dommeren brugte. Det så man flere gange i kampen.
IFF fik midt i første halvleg spillet sig frem til tre hjørnespark i træk. Det andet hjørnespark var meget tæt på at give scoring, men heldet var med DB.
IFF kom foran efter 32 min. IFF spillede bolden frem i deres venstre side, og DB’s Sebastian Matz kæmpede bravt mod tre IFF-spillere, men tabte. Indlægget nåede ind til midten, hvor der blev afsluttet direkte i mål.
Umiddelbart efter måtte DB-målmand Mads Glæsner en tur i græsset. Han blev behandlet for en fiberskade, der var så alvorlig, at han måtte lade sig udskifte kort før pausen. Det gav panderynker til den midlertidige træner, Christian Lundorff, der her blev sat i en alvorlig situation. DB-anfører Jacob Holme-gaard overtog målmandstrøjen og klarede opgaven flot. IFF havde ikke mange afslutninger, efter de havde bragt sig foran, så »Holme« og forsvaret kunne bakke godt op om hinanden.
Efter 40 min. skiftede DB Simon Hvass ud – ind kom Julius Krüger.
Lucas Søgaard fik halv-legens sidste afslutning på mål efter et hjørnespark, men han headede tæt over mål.
I anden halvleg kom Sebastian Sisso Christensen på banen, og fem minutter senere kom Tobias Oppermann ind – ud gik Andreas Steffensen.
DB fik nærmest totalt overtag i anden halvleg. Spillet blev med tålmodighed bygget op fra bagerste række. Holdet fik bragt spillet helt ind i IFF-feltet – men når tæt på 20 med- og modspillere står i samme lille felt, er det svært af få en oplagt afslutning.
Når nu IFF ikke kunne etablere eget spil, forsøgte de i stedet for at nedbryde DB’s opspil. Det fik en ellers hårdfør Nicolai Strandby at føle syv min. inde i anden halvleg. Dommeren forklarede IFF-spilleren, at det ikke skulle ske igen. Kort efter var samme spiller igen uden med riven, men dommeren havde glemt det gule kort.
DB sendte det ene angreb frem efter det andet, og det gav huller bagude.
Efter 60 min. havde IFF en afslutning, som gik diagonalt forbi mål.
Med 10 min. tilbage af kampen havde DB haft flere angreb – men alle uden afslutningerne var nået inden for målrammen.
DB kunne ikke udnytte overtaget i spillet. IFF forsøgte at trække tiden, men dommeren havde dog husket uret.
IFF fik med et fladt skud, kort inden slutfløjtet, prøvet Jacob Holmegaard af i målet. »Holme« havde dog læst afslutningen og tog bolden op og sparkede den ud til August Toudahl, som spillede Oppermann frem i højresiden. Oppermanns indlæg gav en mulighed til Walker, men afslutningen blev blokeret.
Dybt inde i kampens overtid – cirka 8 min. – skete det! IFF var under et stort pres, mens tiden var ved at løbe fra DB.
Forlænget spilletid
I den forlængede spilletid startede begge hold med ti mand på banen. Dommeren havde givet gult kort til Sisso og en IFF-spiller for tumulten i forbindelse med DB-scoringen.
DB fortsatte spillet fra anden halvleg, med pres på IFF-mål, men afslutningerne ville fortsat ikke ind i kassen.
Kendetegnende var, at tvivlsomme frispark gik til IFF, mens dommeren vinkede afværgende i et par situationer, hvor der burde have været dømt til DB’s fordel.
I anden halvleg af den forlængede spilletid følte IFF sig snydt for straffespark. Igen vinkede dommeren afværgende og gav i stedet for IFF-spilleren gult kort for film.
Forløsningen for DB kom efter cirka 125 min. spil. DB var i angreb – et indlæg fra Rasmus Robrahn kom ind foran IFF-målet, hvor Julius Krüger hælsparker bolden mod målet. Bolden snyder IFF-målmanden, som sammen med sine holdkammerater stod lamslået og forgæves spejdede efter linjevogterens offsideflag. Men nej – der var mål, og det kan ikke diskuteres.
DB vandt et sandt drama af en pokalkamp og er i puljen til næste runde. Hvem, modstanderen bliver, afgøres i lodtrækning på tirsdag, den 5. juli.
HR