Stemningsfuld weekend på fortet
Perfekt vejr og et spændende musikprogram både fredag og lørdag gjorde i weekenden Dragør Fort til et af Danmarks flotteste spillesteder.
Fredag festede omkring 700 glade (mest) lokale til tonerne fra Lord Siva, som blev fulgt op af det yderst velspillende De-peche Mode-coverband »Enjoy the Silence«.
Stemingen og omgivelserne var så gode, at Lord Siva og hans hold – der ellers efter deres egent udsagn skulle skynde sig videre, blev på fortet i flere timer efter at være gået af scenen.
Lørdag stod koncertpladsen klar til at modtage de mere end 1.000 gæster, der havde indløst billet til dagen.
»Ericka Jane« åbnede med et brag af en popfest, hvor alle kom i rigtig god stemning.
Inden dagens helt store popnavn, »Scarlet Pleasure«, gik på, sørgede en dj for at holde stemningen høj og sende mange ud til dans på koncertpladsen.
Præcis kl. 22 trådte konferencieren frem på scenen, hvor han, inden sin præsentation af aftenens hovednavn, takkede alle de frivillige, som han hellere ville kalde venner – for uden dem ville der ikke være noget Fortet Live, fortalte han.
Hele mini-festivalen blev sluttet af med Scarlet Pleasures kæmpehit, »What a Life«, som var meget passende efter to herlige dage med musik.
Hele weekenden forløb fredeligt, og ifølge koncertarrangøreren, Michael Busk, var myndighederne yderst tilfredse med afviklingen af arrangementet.
Der bliver igen mulighed for at få luftet danseskoene, når Fortet Live vender tilbage fredag den 26. og lørdag 27. august med nye musikalske oplevelser, der serveres af »Die Herren«, »Jung«, »The Sandmen« samt »Dizzy Mizz Lizzy«.
Fotos: TorbenStender.