Vi har modtaget:

Trafik og parkering

Et historisk kulturmiljø såsom Dragør Gamle By med havn og yderområder kan beskyttes og nydes på mange måder. En metode er minimering af trafik og parkering.

Infrastruktur og parkeringsmuligheder i og omkring Dragør Gamle By stammer fra de bilglade 1960’ere. 

I Dragør er – som alle steder – bilismen stigende, både blandt indbyggere og turister. 1960’ernes fundament magter det ikke længere. Dragørs gamle by med havne- og yderområder er derfor nu skæmmet og sløret af omfattende trafik, larm fra motorer, dæk og asfalt samt lovlig og ulovlig parkering. Det gælder både biler, busser, lastbiler, motorcykler og knallerter. 

Det skader autenciteten i by, på havn og enge fra alle sider, da Kongevejen, Vestgrønningen, Færgevej, Strandlinien, Rønne Allé og Drogdensvej er nogle af de mest trafikerede veje i kommunen. 

Generne påvirker helhedsoplevelsen for både indbyggere og turister. Det er ikke hyggeligt at gå en tur i byen eller spise frokost på havnen. Det er heller ikke en fornøjelse at sidde ude i sin gårdhave. Og hvis man trækker indenfor, kan trafikken også høres for lukkede vinduer.

En ny tendens er opstået i andre byer, hvor centrum lukkes for gæsters motorkøretøjer, og deres parkering foregår uden for byerne. Tilsvarende indføres der fartbegrænsninger for beboere. Dette for at tilgodese både turister og beboere som det for eksempel ses i Ribe og Odense, hvor det blomstrende handelsliv er uændret.

Status parkering

En stor fejl for 1960’ernes planlægning er, at parkeringsmulighederne ved Dragør Gamle By findes på Vestgrønningen, havnen, Rønne Allé og på Drogdensvej. Dermed tvinges trafikken i disse retninger. Også for beboernes skyld er parkeringsområder på havnen udvidet. Hertil er parkering begyndt at brede sig på Grønnevej, Engvej, Wiedersvej samt de vestlige dele af Rønne Allé og Drogdensvej. Det er en udvikling i den forkerte retning.

De fleste gæster vil tage udgangspunkt i deres besøg fra havnen. Dermed kører de ad Kongevejen til Strandlinien for at finde parkeringsplads. Lykkes det ikke, kører de videre ad Færgevej til parkeringspladsen ved det gamle færgeleje. Alternativt kører de ad Drogdensvej for at finde parkeringsplads ved badehotellet eller den nye havn. Mange kører forgæves og derfor også gennem den gamle bydel for at finde parkeringsplads. 

Ulovlig parkering ses desuden overalt i by og på havn. Som det blev påpeget af Eliana Odorico og Marie-Anne Gall i Dragør Nyt den 6. juli (læs indlægget her, red.), er det også blevet helt almindeligt at parkere på de fredede enge. 

Der er ligeledes observeret parkering oven på digerne og den fredede Batterihøj. Dette har stået på i årevis og beskytter ikke vores fredede naturområder.

Status trafik

Folk kører til havneområderne med forskellige gøremål, men Kongevejens åbne indkørsel fra Kirkevej gør by og havn til en rundkørsel. Utallige turister og indbyggere »kører rundt om havnen« uden formål. 

Mange kører hertil for at besøge spisesteder og handle. Forretninger skal have varer med varebiler. Motorcyklister bruger Vestgrønningen, havnen og Rønne Allé m.v. som racerbane. De vil gerne ses og høres, og de kører derfor ofte ruten om og om igen. Al denne trafik (inkl. de parkeringssøgende) skal ud af byen igen – ad Rønne Allé. Ikke engang de mest elementære trafikregler overholdes. 

Det er kendt, at der arbejdes med at lave cykelstier på Vestgrønningen og parkering på Rønne Allé med hastighedsbegrænsninger. Men dette afhjælper ikke trafikintensiteten i og omkring den gamle by.

Kommende udfordringer

Forslag om Lokalplan 76 for udvidelse af Dragør Badehotel kommer oveni. Lokalplansforslaget tager ikke højde for yderligere parkeringsbehov og den stigende trafik, der vil komme i forbindelse med en eventuel udvidelse af badehotellet. 

Dermed bliver Drogdensvej og Rønne Allé endnu mere trafikalt udfordret, og hele områdets parkeringsmuligheder problematiseret. 

Løsningsinspiration

Løsningerne på de mange udfordringer kunne være: 

  • Al trafik og parkering på havne- og yderområder forbeholdes indbyggere med et naturligt ærinde, for eksempel til båd og vinterbadning.
  • Kongevejen lukkes for trafik – uden parkering. For beboere tillades indkørsel ad Drogdensvej og udkørsel ad Rønne Allé eller omvendt. 
  • Etablering af en parkeringsplads uden for byen til turister og gæster, for eksempel på en mark nord for Hartkornsvej, inkl. betalingsparkering. Her udlejes cykler, og der indføres shuttlebusser til Stationspladsen. Dette gælder også Dragørs badegæster.
  • Parkeringsbetaling for både turister og beboere.
  • Hastigheden sænkes, og motorcykler forbydes i hele området.
  • Der sørges for, at trafikregler overholdes, og for bedre skiltning.
  • Kampesten sættes op rundt om Batterihøj og Batterisbækken samt på hjørnerne af Søndre Strandvej/Wiedersvej og Vestgrønningen/Wiedersvej og ned mod Batterihøjen.
  • Placering af hæve-sænkepullerter med fjernstyrede låse ved hver gade og stræde i den gamle bydel.
  • Støjnedsættende asfalt lægges på Vestgrønningen, Strandlinien, havneområderne, Færgevej, Rønne Allé og på Drogdensvej.

Trafik og parkering er et emne med mange holdninger og idéer. Ovenstående er skrevet i håbet om, at det sætter tanker i gang, og at der gøres noget ved de trafikale og parkeringsmæssige udfordringer, som byen og havnen har. Det er på tide, at byen styrer trafikken og ikke omvendt.

Med venlig hilsen
Torben Juhl Andersen, Blegerstræde 5, og Tina Ameland Maltesen, Grithsvej 5

 

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?