En uge med naturvidenskab
I mandags, den 26. september, blev naturvidenskabsfestivalen på skolerne i Dragør skudt i gang. Temaet er i år »Gådefulde verden«, og som altid er det en festlig uge med spændende aktiviteter – og en begivenhed, som skaber fællesskabsfølelse. Især festivalsdagen, torsdagen, hvor alle skoler emmer af liv, er gerne dagen, som huskes. Det er nemlig dagen, hvor stolte elever viser deres arbejde frem for forældrene. Formålet med ugen er at sætte fokus på naturfagene og verdensmålene.
Udeskolevejlederne fra de tre skoler har i samarbejde med Dragør Ungdomsskole, kirkerne og museet igen i år udeskoleforløb på programmet i uge 39.
Kirkerne byder alle 4.-klasserne velkommen til forløb om universet og dets sammenhæng med skabelsesberetningen, og teologien bliver forbundet og synliggjort for eleverne.
Amagermuseet har i år kastet sig over de opdagelsesrejsende – og inviteret alle 5.-klasserne til et forløb på Dragør Museum, hvor de med udgangspunkt i den havneby, som Dragør nu engang var og er, vil blive klogere på emnet.
Ungdomskolen har ved det Maritime Hus et forløb for udskolingsklasserne fra alle tre skoler. Her skal de på havet i motorbåd og lave vandanalyser og på stranden for at lave mikroplast-undersøgelser.
Skolerne har i fællesskab søgt – og fået fra festivalspuljen 15.000 kr. til forløbet »Gådefulde mikroverden« for 7. årgang. For disse penge er der blevet indkøbt seks mikroskoper.
Ved at anvende mikroskop rettes elevernes blik mod alt det liv, de ikke umiddelbart kan se. At have muligheden for at undersøge det mikroskopiske liv kan hos eleverne åbne øjnene for en helt ny og gådefuld verden.
Alle 6.-klasser arbejder på et spændende innovationsprojekt i samarbejde med Rotary.
På St. Magleby Skole arbejder eleverne desuden med; den gådefulde kartoffel, bier og biodiversitet, mordgåder, Niels Bohr, den opdagelsesrejsende Marco Polo, kodning af robotter, dinosaurer samt plast m.m.
På Dragør Skole er der ud over de ovennævnte aktiviteter blandt andet fokus på havfruer, Niels Bohr, Big Bang og opfindelser. Det er 8. årgang, der arbejder med opfindelserne – både dem, der har formet vores liv og samfund, og dem, der endnu ikke er opfundet. Eleverne skal nemlig også selv lave opfindelser med udgangspunkt i FN’s verdensmål. Også 3.-klasserne skal være »opfindere« – på besøgsdagen skal de optræde med en selvskrevet sang om Niels Bohr. I øvrigt skal alle årgange i en fælles videnskabssamling bidrage med et visuelt indslag fra ugen.
Også på Nordstrandskolen arbejder hver årgang med et tema. Af nye aktiviteter for disse kan her nævnes: 2. årgang, der skal gå i dinosaurenes fodspor, 7. årgang, der under besøget i den gådefulde mikroverden skal undersøge bakterier og bjørnedyr, og 8. årgang, der i forskellige værksteder også kommer ind på emnerne science fiction og kunstig intelligens, vandkunst med besøg ved Cisternerne på Frederiksberg samt madkemi. Opgaven for 10. årgang er at kaste sig ud i den gådefulde i retsmedicin og retsgenetik. De skal i den forbindelse både besøge politimuseet og dykke ned i spændende retsdokumenter – og så får de lov til at arbejde med dna, fingeraftryk og forbryderfotos!