Historieløb for udskolingen
1700-tallet blev vakt til live på Dragør Havn
Eleverne var selv aktive medspillere i de historiske begivenheder, de bliver undervist i, da det årlige historieløb onsdag den 21. og torsdag den 22. september løb af stablen på Dragør Havn, hvor de historiske begivenheder fandt sted for 300 år siden.
»I skal af sted på togt med et skib, der hedder Havfruen,« fortæller Henning Sørensen hver morgen i aulaen på Drag-ør Skole, hvor omkring 200 elever er samlet for at få den historiske kontekst for resten af dagen.
Skoleklasserne skulle arbejde sammen som en besætning, der gjorde klar til at stævne ud.
»Når man er på havet, så gælder det om at være god til at klare de udfordringer, der måtte være, og det er det, de skal lære i løbet af dagen,« fortæller Henning Sørensen, der fortsætter:
»De skal lære sømandssprog, måske kommer de til at kuldsejle, eller det kan være, at de går i dørken. For at få deres hyre, så skal de kende forskel på bagbord og styrbord, når de tørner ud.«
I løbet af ni poster lærte eleverne blandt andet at binde knob, at laste skibet med proviant, så besætningen undgår skørbug, at behandle de tidstypiske sygdomme, at kommunikere med signalflag og meget mere.
Personalet fra bibliotek, lokalarkiv, museum og ungdomsskole var iklædt kostumer, mens de underviste på de ni poster, og i Dragør Kirke havde præsten endda fået tilladelse fra biskoppen til at bære præstekjole i undervisningen.
Bagefter diskuterede de, om det er blevet nemmere eller sværere at finde information om behandling i dag, og hvorfor kildekritik er en vigtig disciplin i nutidens videnssamfund.
På Jens Eyberts Plads stod Amalie Bagge, der også er bibliotekar, klar til at fortælle om sin 1700-talsdatter, der skulle giftes bort.
Skulle hun give sin datter til en sømand eller en landmand?
Hun fortalte om hverdagen for kvinderne i Dragør og i Store Magleby og bad til sidst de unge om at tage stilling til, hvilket liv de ville foretrække for en kvinde på den tid.
(Artiklen fortsætter efter billederne).
Ved Dragør Kirke mødtes eleverne foran mindetavlen for dem, der blev borte på søen. Her fortalte sognepræst Anette Lyneborg om tro og overtro på havet, og bagefter skulle eleverne på jagt efter det sidste tilbageværende sømandsgravsted.
Ved hver post fik eleverne point for viden og samarbejde, og da dagen var omme, mødtes de alle ved lodstårnet for at få afsløret hvilken klasse, der havde vundet årets historieløb.
Præmien bestod af check på 2.000 kr. til klassekassen – og der var én præmie til hver skole, så spændingen var stor ved uddelingen.
Det var de tre vinderklasser 8.B fra Dragør Skole, 7.B fra Store Magleby Skole og 9.E fra Nordstrandskolen, der løb med hver sin check.
CL
Fotos: TorbenStender.