Vi har modtaget:

Kulturområdet styrtbløder

Vores tidligere så stærke kulturområde er meget udfordret – der mangler politiske visioner på området

Som så ofte skal vi mennesker desværre lide et tab, før tabets omfang virkelig går op for os, og hvor meget vi egentligt værdsatte den eller det, vi nu for evigt har mistet.

De dårlige nyheder på kultur-området står i kø, og det virker som om, at visse af de valgte politikere mere er en del af problemet, end de er en del af løsningen.

Ikke mere for den 25-øre 

Den ene dårlige nyhed efter den anden tikker for tiden ind på kulturområdet. Senest var det nyheden om, at vores lokale biograf lukker. 

Længe har det stået klokkeklart, både for foreningen bag og brugerne, at biografen ikke længere var tidssvarende – uagtet hvor hyggelig den og atmosfæren omkring den er. 

Biografen, som er en af Danmarks ældste, har ikke alene brug for en »kærlig hånd«, som der ville have stået i en ejendomsmægler-annonce – den har brug for en nyetablering. 

Derfor var såvel gode og kreative folk som foreninger i Dragør gået sammen om et fondsfinansieret kulturhus. Men de krav, de blev mødt med af kommunalbestyrelsen, var umulige at leve op til på den meget korte tidsramme, der blev dem givet. 

Jeg må ærligt indrømme, at jeg mødte kun ganske få politikere, der troede på projektet, og derfor var det de facto lagt i graven på forhånd. 

Det er hverken det første eller sidste visionære kulturprojekt, der har mødt politiker-døden. 

Nu er der pludseligt og overraskende kommet ny politisk udvalgsformand for kulturområdet, Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), som ovenikøbet er leder i Nordisk Films biograf i Fields. Han ved om nogen, hvor vigtig en biograf er for et lokalsamfund – så måske er der alligevel et lille håb forude for biografforeningen? 

Manglende dynamisk leder

Hollænderhallen, som i høj grad også er en kulturbærende institution i vores lokalsamfund, har med Steen Jørgensens fratrædelse i den grad mistet en stærk leder – for det var han af dette store samlingspunkt. 

Administrationen af klubbers tider og af hele hallens funktionalitet – og ikke mindst effektivitet – er nu med det nye budget blevet skåret ind til benet. 

Hvis ikke allerede, så vil det snart gå op for hallens brugere, at problemerne omkring afviklingen af borgernes og klubbernes interesser står over for store udfordringer.

Familievenligt bibliotek

Allerede inden budgettet var vedtaget, havde vores initiativ-rige og entreprenante leder af Dragør Bibliotekerne, Henriette Kyhlman, opsagt sin stilling og er nu rykket videre til en anden kommune. 

Henriette Kyhlman tog i sin tid masser af initiativer på sig og var den primære fortaler for, at et bibliotek er meget andet end at række bøger over en disk. 

En af de ting, jeg selv havde glæden af at indvie, var Fars Legestue i Hollænderhallen. Her kunne nybagte fædre komme og mødes med ligesindede, og samtidig kunne de små, skønne biblioteks-babyer lege med hinanden. 

Dette var blot en af en lang række gode ideer, Henriette Kyhlman fik gjort levende. Men den største af alle hendes idéer, i samarbejde med andre dygtige lokale kulturpersoner, var Mulighedernes Hus – et kulturhus med fysisk placering i Hollænderhallen – et hus, der ville kunne have samlet os på tværs af alder og interesser. 

Der var udarbejdet detaljerede tegninger samt modeller, og i bund og grund manglede blot det grønne lys at blive givet til at forsøge at virkeliggøre projektet, med et solidt tilskud af kulturelle fondsmidler – et hus, der formentlig også kunne have rummet en biograf, hvis man havde viljen dertil.

Men med manglende politisk opbakning, døde projektet, hvilket Henriette Kyhlman indså, og nu har andre så glæde af hendes kreative idérigdom – til lykke til dem med hende. 

At Venstre i Dragørs politiske leder, Helle Barth, der selv er bibliotekar, underskrev dødsdommen for Biblioteket i Hollænderhallen kan være svært at forstå. Til trods for at det for kort tid siden blev istandsat for over 300.000 kr. – og at det er meget populært hos børnefamilier, ældre og gangbesværede (pga. elevator). Nu bliver mange af disse ladt lidt i stikken, fordi Biblioteket på Vestgrønningen ikke er egnet til hverken handicappede eller dårligt gående. Den gamle bygning er særdeles dårligt indrettet til de nævnte grupper, toiletter og foredragssal er umulige at komme til og læg hertil kaotiske parkeringsforhold for dem, der måtte ankomme i bil. 

Det handler om følelser

Den politiske vurdering, der lå bag at lukke netop afdelingen i Hollænderhallen, og som effektueres den 31. december, lød: »Det handler om følelser,« som vores ellers fornuftige borgmester udtrykte det. Måske er Konservative blevet presset hertil af Socialdemokratiet og Venstre? 

Ved budgetvedtagelsen var det tydeligt, at vi har et flertal, der ønsker at skære til benet – hvad enten det drejer som om kulturen eller vores børn og unge. Men er det også det, vi borgere ønsker? Er det også dét, vi stemte for ved kommunalvalget for et år siden? Sådan husker jeg i hvert fald ikke valget tale! 

Der handlede det om den borgernære velfærd! Hvis børn, unge, familier, handicappede og ældre ikke er »borgernær velfærd« – hvad er så?

Fællesskabskabende kultur

Også vores kulturområde handler i den grad om velfærd. For kultur er præcis de ting, der binder os sammen i et fællesskab – vores kultur!

Kulturen er mangfoldig – eller bør i hvert fald være det. 

Via de kulturelle tiltag mødes vi på tværs af alder, køn, og meget andet. Det er netop dette unikke fællesskab, der er i fare, når kulturen er i fare. Den lim, der binder os Dragør-borgere sammen, opløses langsomt, men desværre også sikkert. 

Nogle tænker måske: »Hvad gør det af forskel, om vi har en biograf, et bibliotek og et museum? Hvad gør det, om vi har havnefest, kulturnat og Lodsens Dag m.v.?« 

Men det er jo netop her, vi mødes og på tværs af alle skel skaber minder sammen. Vi vedligeholder vores specielle kultur, som man bestemt ikke finder i enhver kommune. Måske tænker man ikke over det, hvis man altid har boet i Dragør. Men når man som min familie kommer udefra, ser vi og værdsætter det helt unikke, som Dragør kan tilbyde!

Forsvunden vision

Man må spørge sig selv; hvad er den nuværende kommunalbestyrelses visioner på kulturområdet? Hvilket parti er det i vores lokale »regering«, der går forrest og lyser som et fyrtårn for kulturen? 

For kultur er, når vores børn mødes i sportsklubben eller på musikskolen, når vi synger i kor til havnefesten eller hygger os med popcorn i den lokale biograf, og når forældre hygger sig sammen, mens deres børn svømmer sammen i vores smukke svømmehal. 

Kultur er, når forretningslivet trives, og en tur ned af Kongevejen byder på gode tilbud og en snak med en god bekendt, vi ikke har set længe. Når seniorerne træner sammen i Dragørs Aktivitetshus, eller vi mødes til interessante foredrag på biblioteket. Når vi leger »Bonderøv for en dag« på museet, eller vi med »Levende Låger« hører gamle, sjove anekdoter over et glas gløgg og en julesang.

Kultur er alt det, der gør livet lidt sjovere – oplevelser, der gør Dragør til det måske bedste sted, man kan bo i, i Danmark. Men hvad er visionen for fremtidens Dragør? For lige nu er vi i fuld gang med at afvikle noget ualmindelig værdifuldt, når vi ikke forstår at bevare alt det fantastiske, vi har, og sammen udvikle vores lokale kulturtilbud, så også de næste generationer kan leve et ligeså magisk liv her, som vi har gjort.

Med venlig hilsen
Kim Dupont

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?