Vi har modtaget:
Den hvileløse bro ved Vierdiget
I marts 2018 lavede Dragør Kommunes et kort over liste T’s bade- og kajakbroprojekt ud for Vierdiget.
Siden da har liste T i årene 2019, 2020, 2021, 2022 og 2023 desperat forsøgt at placere broen i Amager Vildreservat og Natura 2000-område. Det er dog ikke lykkes endnu. Heldigvis.
Lokal molbohistorie
Nu viser en aktindsigt på over 450 sider, at skatteborgerne ufrivilligt har betalt for en årelang sagsbehandling og et enormt ressourceforbrug i kommunens behandling af sagen om den 30 meter lange bro, der kommer til at nå ud på cirka 30 centimeter vand ved højvande.
Men er det egentlig en god idé at placere en »soppebro« i det åbne kystlandskab ved Vierdiget, som hverken vil have funktion som en badebro eller en kajakbro?
Vi begynder så småt at nærme os en latterfrem-kaldende molbohistorie på Sydstranden.
Bro med vokseværk
Det ansøgte broprojekt ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
I lokalområdet er der intet mindre end otte bestemmelser i henhold til naturbeskyttelsen, der gør sig gældende. Disse bestemmelser respekterer liste T ikke.
Først skulle broen være 12 meter lang, derefter skulle den være 30 meter lang – hvad bliver det næste?
Nu skal broen rykkes 50 meter mod vest til et nyt område, hvor der skal pløjes en ny adgangssti gennem den eksisterende og uberørte vegetation på strandengen.
Liste T betegner den nye lokation som en mere »nænsom placering«. Men man skal vist være byggelysten politiker for at forstå logikken i, at det er et nænsomt forehavende at sakse og molestere plantelivet på Sydstranden.
»De fleste af os ved det, og har sikkert også registret, at vi ikke har så mange insekter og vilde bier, som vi havde før i tiden. Det er ikke et problem, som vi alene i Dragør har skabt, men vi kan være med til at bibeholde, genskabe og styrke biodiversiteten (…) Vi skal passe på de opholdssteder hvor småfugle, smådyr og insekter holder til.«
Munden taler højsvungent om styrkelsen af biodiversitet i Dragør, men hånden gør noget helt andet.
Broansøger har vel at mærke ikke ansøgt om at etablere den nye adgangssti, der skal skabe vej ovenpå vegetationen, som befinder sig på fredet strandeng og strandbred.
Mangelfuld nabohøring
Dragør Kommune har ikke foretaget nabohøring i overensstemmelse med forskrifterne i Miljøministeriets gældende »Bekendtgørelse om bade- og bådebroer«.
Kommunens byplanlægger har udelukkende foretaget nabohøring af Grundejerforeningen Strandkanten og Grundejerforeningen Vierdiget, der er beliggende i nybyggeriet på den tidligere skolegrund. 14 høringssvar blev modtaget af kommunen alt i alt.
Naboerne på Søndre Røsevej er dog ikke blevet hørt af kommunen – og mange husejere bor tættere på det planlagte broprojekt, end beboerne på Vierdiget.
Dermed har kommunen ikke foretaget behørig og lovpligtig nabohøring i lokalområdet ved Vierdiget.
32 skrottede klager
I begyndelsen af februar 2023 har et flertal i kommunalbestyrelsen, med borgmester Kenneth Gøtterup (C) i spidsen, underkendt samtlige klager over broprojektet.
Det var åbenbart vigtigt for politikerne at få borgernes protester mod byggeplanerne i Natura 2000-området til at forsvinde hurtigst muligt.
De 32 skrottede klager appellerer i særdeleshed til, at Dragør Kommunes politikere bør værne om biodiversiteten og det fredede naturområde ved Vierdiget.
Af klagerne fremgår det, at den nye badebro forventeligt vil have en markant påvirkning på Sydstrandens beskyttede natur og dyreliv, at broens tilstedeværelse i kombination med vandreruten Amarminoen vil bidrage til et øget besøgstryk, at der ikke er foretaget parkerings- og trafikanalyse på den smalle Søndre Strandvej, at broen når ud på lavt vand og dermed ikke har funktion som en badebro eller kajakbro, at der ikke er udført tilstrækkelig konsekvensberegning, og at alle naboer ikke er blevet hørt i høringsperioden.
Dragør Kommune er nu forpligtet til at overlevere de 32 klager til sagsbehandling i Kystdirektoratet, der hører under Miljøministeriet.
Kystdirektorat orienteret
Kystdirektoratet har i indeværende uge modtaget en formel indsigelse mod liste T’s bade- og kajakbroprojekt ved Vierdiget, og direktoratet er blandt andet blevet gjort bekendt med alle ovenstående problematikker og kommunalbestyrelsens ublu underkendelse af borgernes klager.
Forhåbentlig slipper politikerne ikke af sted med at arbejde imod fredningsbestemmelsen, kommuneplanen, naturbeskyttelsesforholdene, borgernes klager samt bade- og bådebrobekendtgørelsen.
Mon ikke det er det mest »nænsomme«, at vi steder den naturreducerende soppebro til hvile efter fem års fortløbende fiasko?
Med venlig hilsen
Kenneth Olsen
Borger i Dragør Kommune