Vi har modtaget:
Tilbygning bør gennemtænkes
Dragørs charmerende havn er efter opførelsen af bådeværftets to store, grimme, sorte klodser blevet meget mindre attraktiv. Alene den tunge sorte farve gør bygningerne alt for dominerende.
Man burde have anvendt en arkitekt ved planlægningen. Måske kan udseendet forbedres ved ændring af farven eller beplantning op ad murene.
Nu ser det desværre ud til, at værftet ønsker at tilføje endnu en fløj. Det gør kun det hele værre.
Selvfølgelig skal Dragør have et bådeværft, og vi ønsker alle, at det går godt for firmaet. Men virksomhedens ledelse bør tage hensyn til omgivelserne. Det er alle borgernes havn.
Hvis det er nødvendigt med en udvidelse af værftet, bør det ske på en måde, hvor der tages hensyn til det omliggende.
Måske kan der laves ændringer af de bestående bygninger samtidig med en udbygning, så det hele ikke bliver så grimt og dominerende.
Jeg håber, at værftets ledelse vil gøre en indsats for værftets tilpasning i havnens miljø.
Med venlig hilsen
Palle Christoffersen
Drogdensvej 29
2791 Dragør