Underholdende formiddag
Torsdag formiddag lagde Graverboligen ved Store Magleby Kirke lokaler til et velbesøgt foredrag med lektor Michael Frederic Hvid Hawkins under titlen »Unyttige historiefacts«.
Publikum, der forinden var blevet varmet godt op med såvel sange fra højskolebogen som de tradionelle ostemadder og kaffe, blev her vidne til et særdeles underholdende foredrag, der gentagne gange bragte hele rummet i latter.
Michael Frederic Hvid Hawkins tog i medrivende tempo tilhørerne på en rejse gennem de sidste par tusinde års historie. Der var fokus på de mindre kendte og med udviklingshistorien in mente ofte også de mindre heldige indslag. Beretningen kom vidt omkring – over hysteriske kvinder, grumme kejsere til skøre amerikanere og ikke mindst ananas …!
Foredraget efterlod tilhørerne med en vished om, at virkeligheden ofte overgår fantasien – og at det på mange måder er forunderligt, at vi som civilisation har formået at udvikle os til der, hvor vi er i dag.
Man kan læse mere om Michael Frederic Hvid Hawkins arbejde med »Unyttige historiefacts« på hjemmesiden med samme navn – unyttigehistoriefacts.dk – hvorpå det i webshoppen også er muligt at erhverve sig en eller flere af de fem bøger, som lektoren hidtil har skrevet. Bøgerne beskæftiger sig på samme humoristiske måde som i foredraget med hver sine emner fra historien; eksempelvis »Dyr & natur« og »Sygdom & sundhed«.
HAS