Vi har modtaget:
Affaldssektoren og ARC
Hvad er op og ned?
Som mange sikkert har læst i dagspressen, skal affaldssektoren liberaliseres, og det får stor betydning for Dragør.
Samtidig verserer debatten, om vi skal have et eftersorteringsanlæg.
Derfor dette indlæg for at bringe lidt viden og fakta ind i debatten.
ARC’s situation
Amager Ressourcecenter (ARC) blev bygget tilbage i 2013 og årene frem, og det stod klar til produktion i 2017. Det er et af verdens reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg.
Her udnytter vi det restaffald, som ikke kan bruges eller genanvendes, og omdanner det til el og varme.
Årligt energiudnytter ARC rundt regnet 560.000 tons affald, som bliver til el og fjernvarme til op til 90.000 husstandes årlige forbrug.
Ved forbrændingen kommer der stort set kun damp og CO2 ud af skorstenen, da næsten alle skadelige stoffer bliver renset ud af røgen.
ARC er dog også i en vanskelig situation. Anlægget er bygget til afbrænding af mere affald, end der findes blandt ejerkommunerne, og økonomien er trængt.
I 2022 blev bestyrelsen orienteret om, at ARC’s likviditet var udfordret, når vi når 2028, og der var to løsninger. Enten skal der tilføres flere midler til ARC, eller også kan ARC påbegynde midlertidig import af affald fra bl.a. det europæiske marked, hvilket ARC kan tjene penge på.
Ejerkommunerne (Dragør, Tårnby, Hvidovre, København og Frederiksberg) valgte i 2022 at påbegynde import. Det har betydet, at vi nu er henne i 2029/2030, før end kassebeholdningen er tom.
Det er en meget alvorlig økonomisk situation, ARC befinder sig i, og der skal findes en langsigtet løsning. Derfor er jeg medstiller af et forslag til kommende bestyrelsesmøde i maj måned om, at der findes langsigtede løsninger på den økonomiske situation – ligesom det har ejerkommunernes fulde opmærksomhed.
Liberalisering
Oven i den økonomiske krise, som ARC er i, er der på landsplan igangsat en kommende proces om liberalisering af affaldssektoren.
I Danmark er der for mange affaldsenergianlæg, og derfor har et bredt flertal af partier i Folketinget besluttet, at man ønsker at liberalisere affaldssektoren.
Det betyder i praksis, at alle kommuner skal udbyde deres affald til forbrænding, og affaldsenergianlæg skal konkurrere om dette.
Det er meningen, at konkurrencen skal sende nogle anlæg i konkurs. Det erklærede mål er, at 30% af affaldsforbrændingskapaciteten skal udfases. Staten regner med, at cirka et anlæg årligt skal gå konkurs de kommende fem år. Det sættes der begrænsede midler af til – 200 mio. kr. i alt.
Affaldsenergianlæggene er kritisk infrastruktur, som kommunerne på statens opfordring har investeret meget store beløb i at etablere. Alene lånene i sektoren udgør ca. 11 mia. kr. Værdierne er væsentligt højere. 30% af kapaciteten skal lukke, men staten sætter mindre end 2% af sektorens samlede låneforpligtelse af til at dække eventuelle tab.
Med andre ord skal ARC, der selv har en gæld på 3,2 mia. kr. ud og konkurrere med de andre affaldsanlæg i Danmark, og ARC kan – hvis ikke de er blandt de billigste – risikere at miste deres kunder og dermed lukke, hvorefter kommunerne skal indfri gælden.
Dragør Kommune hæfter for 88 mio. kr. ud af de 3,2 mia. kr.
Eftersorteringsanlæg
Midt i denne alvorlige økonomiske situation ønsker de andre fire kommuner, at ARC skal investere i et eftersorteringsanlæg for at højne sorteringsmålene.
Et eftersorteringsanlæg er et anlæg, der – efter vi alle har sorteret affaldet ved husstanden – mekanisk skal eftersortere den container, vi alle har stående med restaffald.
Tilbage i 2018 ønskede kommunerne, også Dragør, at lave et fuldt automatiseret sorteringsanlæg. I 2020 blev der fra Folketinget nedlagt forbud mod dette, og nu ønsker de fire andre kommuner, at lave dette eftersorteringsanlæg.
I 2018 kostede et fuldt sorteringsanlæg til 188 mio. kr. I 2023 koster et eftersorteringsanlæg 300 mio. kr. Det har vi i Konservative, sammen med Venstre og Sydamagerlisten, stemt imod, og dermed vil Dragør ikke være med til – på nuværende tidspunkt – at etablere et eftersorteringsanlæg.
Det er der flere årsager til. For det første er vilkårene fra 2018 ændret radikalt. Det er blevet dobbelt så dyrt, og der er kommet ny lovgivning, der medfører, at vi alle skal sortere vores affald ved husstanden, og derfor skal den oprindelige plan om et fuldt sorteringsanlæg ikke realiseres. Vi mener ikke, gælden skal forøges.
Det andet er, at vi ikke finder, at det er det rette tidspunkt at foretage yderligere investeringer, når vi ikke kender den økonomiske fremtid, og vi er svært udfordret på vores kassebeholdning.
Det tredje er, at man har vedtaget en national handleplan for sortering af affald. Vi mener ikke, at borgerne skal pålægges flere takster for, at vi eftersorterer en fraktion, når vi i forvejen sorterer hjemme. Det giver ingen mening.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester