Vi har modtaget:
Lukning af aktivitetshuset og caféen
Kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune tror måske ikke, at de bliver gamle, for så ville de da ikke for nogen pris bare tænke på at lukke Dragørs Aktivitetshus på Wiedergården og caféen samme sted.
Har nogen af dem besøgt det – sådan ikke bare en enkelt gang – men tit? Har de set alle de glade ansigter, der trods skavanker går der, taler sammen, laver ting sammen og meget mere?
Nu er det så, jeg spørger: Skal alle de ældre bare sidde i deres egne hjem og sygne hen? Nej vel.
Husk, at gamle mennesker er unge, der er blevet ældre.
Jeg bliver 83 år i juni måned og har boet i Dragør, fra jeg var 6 år – først i sommerhus, og så i Engparken, da den blev bygget.
Jeg kunne skrive en hel bog om mit liv her i Dragør, og jeg har tænkt mig at blive her, til jeg dør.
Med venlig hilsen
Kiri Lorentzen, f. Kræmer
Wiedergården 4