Vi har modtaget:

Havnen og værftsgrunden

Havnen er Dragørs hjerte – stedet, hvor både borgere og folk udefra elsker at komme. Især den gamle havn rummer en speciel maritim atmosfære. 

Utallige gange har der naturligt nok været debat om havnen. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvad der sker her.

Siddende kommunalbestyrelser har oftest valgt at løse havnens problemer som enkeltsager – uden at have en overbevisende overordnet plan for sammenhæng mellem havnens delelementer og infrastruktur, moler og bassiner, havnefunktioner og bebyggelse. 

TænkeTanken prøvede med en helhedsplan, men forslaget om storstilet anlæg af en kulturø og svømmehal på vandet vandt ikke gehør. 

Kommuneplanen er ikke tilstrækkeligt detaljeret til at kunne styre. Der eksisterer heller ikke en samlet lokalplan for hele havnen. Havnen er opdelt i isolerede lokalplanområder, hvoraf det største i Lokalplan 70 dækker havnens sydlige erhvervsområde – herunder værftsgrunden. 

Værftsgrunden

Grunden med det gamle bådeværft ligger utrolig centralt og må betegnes som noget af kommunens mest kostbare arvesølv. Det areal har kommunalbestyrelsens flertal nu på sit møde torsdag den 25. maj besluttet at sende i udbud til efteråret. 

Det gamle bådeværft er kulturarv og en integreret del af havnemiljøet.
Det gamle bådeværft er kulturarv og en integreret del af havnemiljøet.

Efter udbuddet skal vinderen i givet fald levere en såkaldt projektlokalplan, dvs. en plan, der er helt tilpasset det valgte projekt. 

Den fremgangsmåde er formentlig valgt blandt andet for at få flest penge i kommunekassen, og der forudses allerede behov for at give nybyggeri dispensation fra den gældende lokalplan med hensyn til bygningshøjde og udformning. 

Spørgsmålet er, om en projektlokalplan også sikrer en høj kvalitet og tilpasning til miljøet?

Kulturarv

Det enestående ved Dragør gamle havn er, at stort set alle de gamle maritime bygninger er fredede. Kun sejlklubben og tolderboligen er ikke fredet på grund af senere ombygninger. 

Men alle de murede bygninger og de nærmest liggende træbygninger udgør alligevel tilsammen et karakteristisk bevaringsværdigt samlet havnemiljø. 

Det gamle bådeværft bør også betragtes som en kulturarv, der fortæller noget om bådebyggeriets historie i Dragør. Og Skurbyen er trods senere opførte skure en oplevelsesrig påmindelse om Dragørs maritime fortid. Derfor er det helt nødvendigt, at det endelige udbud om værftsgrunden kommer til at indeholde krav om hensyntagen til de særlige træk i netop dette miljø i den gamle havn – beliggenheden i forhold til kaj og havnebassin, skurbyen og stejleplads samt skurbyens omgivende grønne græsarealer.

Genbrug

Global klimaændring og natur-ødelæggelse har medført stigende fokus på CO2-udslip og udnyttelse af eksisterende ressourcer – herunder genbrug af eksisterende bygninger i stedet for nybyggeri. 

Det passer godt til Dragør gamle havn at bevare og genbruge mest muligt af havnens oprindelige og bevaringsværdige bebyggelse og anvendelse af arealer. 

Bådeværftets ældste del fra 1912 er en markant bygning, som rummer en værkstedshal med rustik trækonstruktion. Det må være et oplagt krav at undersøge, om hallen med dens specielle atmosfære kan genbruges til formål, der gavner byen og dens borgere – måske en publikumsorienteret funktion som forudsat i Lokalplan 70. 

Den gamle værkstedshal er en mulighed for at genbruge og opleve et specielt miljø.
Den gamle værkstedshal er en mulighed for at genbruge og opleve et specielt miljø.

Det største ønske for mange i Dragør er nok, at den bevaringsværdige bygning må blive genbrugt til et værdigt kulturelt fælles formål som f.eks. en kultur- og havnecafé. Men man kan have sine tvivl om, hvor fremsynet kommunalbestyrelsen vil handle. 

Et realistisk eksempel findes allerede i Holbæk Havn, hvor netop et tidligere mindre værft er blevet omdannet til en hyggelig havnecafé med rustik atmosfære og et offentligt mødested. Det er sket ved at etablere stabile ståldragere som supplement til den oprindelige konstruktion. 

Dragør Bådeværfts nyere del fra 1960’erne er opført i gasbeton, som skæmmer området. Denne del af værftet bør nedrives, og arealet indgå i en åben kile, der forbinder de eksisterende stejlerækker med fiskerihavnsbassinet. Kilen vil udgøre et værdigt forareal til byens vartegn, lodstårnet, og samtidigt skabe et offentligt åbent udeareal. 

Udbudsbetingelser

Efter kommunalbestyrelsens flertal har truffet beslutningen om udbud, forestår der en proces, hvor de konkrete betingelser skal formuleres i et endeligt udbudsmateriale til efteråret. 

Erfaringen med de sorte dominerende haller i det nye værft tilsiger, at man er nødt til at stille detaljerede krav, ellers går det galt. Kommunen må vise vilje til på forhånd ret detaljeret at signalere, hvilken arkitektur og kvaliteter man går efter, ellers får man ikke et resultat, der harmonerer med det lokale havnemiljø. 

Kommunen har rig mulighed som ejer for at styre fremtidig kvalitet gennem udlejningsvilkår og lokalplan. Og et byggeri af høj kvalitet, der passer til havnemiljøet, har nok større økonomisk betydning for Dragør på sigt end en lejeindtægt på kort sigt.

Konklusion

Det er helt afgørende for havnemiljøet i Dragør, at udbudsbetingelserne sikrer, 

  • at lokalplanens formål nævnes og overholdes: »At sikre, at ny bebyggelse og anlæg indpasses med hensyntagen til den nuværende bebyggelses- og landskabskarakter, byens profil og udkig over Øresund fra baglandet«,
  • at kommunen i det endelige udbud nævner muligheden for bevaring og genbrug af den gamle værftshal, 
  • at det endelige udbud stiller detaljerede arkitektoniske krav til udformning af bygninger, der passer til det eksisterende miljø med hensyn til højde, skur- og trækarakter i facader og tagmaterialer, samt
  • at den samlede bebyggelsesplan, som forudsættes, giver mulighed for at nedrive gasbetonbygningen, at etablere en åben kile mellem stejlepladsen og havnebassinet samt at bevare de grønne arealer uden for skurbyen (tidligere stejleplads) ubebygget.

Med venlig hilsen
Jan Engell
Magstræde 4 

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?