Triumf for Rasmussen
Racerkører Christian Rasmussen blev i søndags i USA kronet som mester i Indy NXT-serien
Den 23-årige Christian Rasmussen, der stammer fra Dragør, blev søndag den 10. september mester i den amerikanske Indy NXT-serie.
Efter en flot sæson med fire sejre var danskeren storfavorit til at vinde det samlede mesterskab – og det var endda inden sæsonens sidste to løb, der i lørdags og søndags blev kørt på den legendariske Laguna Seca-bane i Californien.
Christian Rasmussen var inden løbene 65 point foran den nærmeste konkurrent, Hunter McElrea, som her fortsat havde en chance for at indhente danskeren.
Vejen til Indy
Da racerkører Christian Rasmussen i søndags blev kronet som mester i Indy NXT-serien, præsterede han det, som kun én før ham havde gjort. Med sejren i serien har Christian Rasmussen nemlig på kun fire år vundet alle mulige mesterskaber i Indy-talentserien, der går under navnet »Road to Indy«. Den første racerkører, der tidligere har opnået denne bedrift, er Kyle Kirkwood, der i dag har et sæde i en Indy Car.
Oven i den flotte mesterskabstitel følger en pose penge, der kan medvirke til at skaffe Christian Rasmussen en plads i næste års Indy Car-mesterskab. Det danske racertalent skulle ifølge kilder allerede have tiltrukket en del opmærksomhed fra holdene i Indy Car-serien.
TM
Læs mere om de seneste løb i næste uges Dragør Nyt.