Vi har modtaget:

Ingen medalje til Strandparken

Der er altid to sider af en medalje. Og i sagen om pavilloner på Hvidtjørnens lille græsplæne savner jeg et nuanceret billede. En anden synsvinkel end den, der fremføres af Strandparken.

Jeg kan oplyse, at både grundejerforeningen Lærkeengen, der rummer alle parceller på Hvidtjørnen og Store Magleby Strandvej, samt grundejerforeningen Gårdhusene, der er den meget tætte bebyggelse af gårdhuse på Hvidtjørnen, har gjort indsigelse mod at stille pavilloner op på hvidtjørnsarealet. 

Hvidtjørnsarealet er et område med stor rekreativ betydning. I særlig grad for de tætte gårdhuse. 

Dette grønne åndehul ville blive totalt spoleret, hvis Strandparken fik deres ønske opfyldt, idet kloakering og opgravning ville skabe store gener. 

Der ville være tale om 12 pavilloner i tre år. Hvor borgere på Hvidtjørnen ville få tolv grimme pavilloner lige uden for deres gadedør. 

Hvidtjørnsarealet er et meget skattet grønt åndehul både for beboere på Hvidtjørnen, Kålmarken, Strandparken samt institutioner. Særligt Gårdhusene er meget tæt byggeri, tegnet og opført af Ole Storgaard. Og han ved meget mere om, hvordan den grønne firkant opstod – også som en kompensation på grund af Strandparkens meget tætte placering i forhold til gårdhusene, men også for at kompensere Strandparkens mangel på legeplads tæt ved gårdhusene. 

Personligt har jeg haft mange dejlige oplevelser der med børn, børnebørn og hunde. Og også sociale fællesskaber. Og selv om man kan opleve græsplænen uden mennesker, passerer mange forbi hver dag og gør ophold. 

Strandparken har selv kæmpestore grønne græsplæner, der ikke er befolket i særlig høj grad – herunder fodboldbane samt store parkeringsarealer – men søgte altså om tilladelse til at ødelægge, invadere og besætte sine naboers. 

I min optik helt uhørt dårligt naboskab. Og helt uforståeligt Strandparken ikke har rettet henvendelse til de to grundejerforeninger, Lærkeengen og Gårdhusene, men blot som en tyv om natten dukker op med deres ansøgning i en kommunal dagsorden. 

Vi er mange, der har talt om den slet skjulte dagsorden: Når først Strandparken har bekostet kloakering, så er det ikke svært at forestille sig den hævd, de ville gøre på området. Det ville være tabt for altid. 

De grønne åndehuller er livsnødvendige. Dem skal vi værne om, der hvor vi bor, lever og skal trives. Og selvfølgelig især af hensyn til børnene og de unge. Gode motionsvaner grundlægges i barndommen og de unge år.

Et generationsskifte er langsomt på vej – alene på min lille stikvej er der kommet seks drenge og tre piger til. De skal da også have et sted at boltre sig.

Strandparken bør dele deres projekt op, så de kan magte opgaven, og for fremtiden spørge sig selv om, om ikke de kan planlægge nødvendige renoveringer bedre. Rom blev ikke bygget på en dag

Kunne man forestille sig den omvendte situation, at de private grundejere skulle renovere deres boliger, og derfor stillede krav om at opstille pavilloner i tre år på Strandparkens grønne åndehuller? Nej vel!

Med venlig hilsen
Rikke Marianne Karlsson

[siteorigin_widget class=”Inked_Blog_SO_Widget”][/siteorigin_widget]

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?