Cykling ud af hjemmet
I tirsdags, den 21. november, havde Foreningen Cykling uden alder og TrygFonden inviteret til informationsmøde på Wiedergården.
Her blev der fortalt om udvidelsen af det, som foreningen kalder »Ret til vind i håret«, så tilbuddet nu også gælder ældre, svage borgere med cykelstart fra deres eget hjem. Dragør er en af de første kommuner i Danmark, der er med – indtil videre.
Tidligere var det kun ældre på plejehjem, der kunne benytte tilbuddet, men Cykling uden alder vil sprede livsglæde og give alle ældre retten til at få vind i håret.
Mange Dragør borgere og medarbejdere fra den kommunale hjemmepleje var mødt op til møde, hvor både nye piloter blev tilmeldt det fantastiske frivillige arbejde og en håndfuld pårørende blev skrevet op til at blive cyklet rundt i de røde rickshaws.
Hvis man selv skulle have lyst til at blive frivillig cykelpilot, kan man tilmelde sig på cyklingudenalder.dk under »Bliv frivillig cykelpilot«