Vi har modtaget:
Lokalplanen i den gamle by
Hvilke kompromis ser Kenneth Gøtterup?
Dragør er gået i dialog med forretningen Normal om skilte m.v.
Kenneth Gøtterup er en flink og venlig mand, som oftest prøver med »kærlighedens stærke arm«, som det tit nævnes i vores gamle drengeromaner om Flemming skrevet i 1930’erne. Og pædagogikken på det tidspunkt var nok god – men dog ret bedaget, da jeg 30 år senere læste bøgerne.
Det er nemlig lidt uvist om, hvad dialogen med Normal vedrørende deres lysreklame skal munde ud i. Set fra min side i hvert fald.
For Kongevejs-området foreligger der en enkel og klar skreven Lokalplan 3, som i detaljer beskriver retningslinjerne for indretning af bygningerne i området.
Når en stor koncern som Normal flytter ind i et kvarter, så har de gode professionelle folk på banen for at få startet forretningen hurtigt og godt op. Inden de begynder at sætte streger på deres planer, har de vel læst lokal- og kommuneplan igennem samt andre overordnede planer fra stat og region.
Med Lokalplan 3 er Normals professionelle folk dog godt på vej. I den ser de, at området er bevaringsværdigt og derfor underlagt trafikmæssige og bygningsmæssige begrænsninger. Tilkørsel af varebiler ved Toldergade er f.eks. i bedste fald lidt problematiske. Og udsmykning af facader er underlagt restriktive krav, som er beskrevet i lokalplanen. Ingen lysreklamer som en start. Og dertil maks. 50 cm høje bogstaver – og ingen logoer. Alle skilte skal dertil forlods godkendes af forvaltningen.
Med Normals skilte og vinduesreklamer er der behov for en stærk dialogkaffe spædet op med rigelig cognac.
Det er mange skilte, som skal fjernes for at leve op til kravene.
Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Dansk Folkeparti i Dragør