Hvor mange gange kan man spise en porre?

Foredrag om gendyrkning af grøntsager

Onsdag den 10. april har Lions Dragør inviteret Persille Ingerslev til at fortælle, hvordan man kan give nyt liv til sine grøntsagsrester, og hvordan man kan have sin egen køkkenhave. Arrangementet finder sted på Dragør Bibliotek kl. 19.

Er man træt af, at biospanden bugner af løg- og porretoppe eller af igen at slæbe gulerødder og andet grønt hjem fra supermarkedet, kan »gendyrk« vejen frem – og så kan der endda være penge at spare.

Persille Ingerslev har i mange år dyrket grøntsager i potter i sin lejlighed på Frederiksberg, og udover at være forfatter til bl.a. bogsuccesen »Gendyrk – flere porrer til folket« inspirerer hun også mere end 25.000 følgere på sociale medier under navnet Persilles Hjemmedyrk.

I mange år led Persille Ingerslev af angst, stress og depression, men hun har nu fundet ro i arbejdet med jorden og dyrkning af alt fra porrer over basilikum til solsikker. 

Hun fortæller, at hun oplever en indre ro og et fokus, der er godt for sjælen, når hun har fingrene i jorden og ser frø og grøntsager spire på ny. 

Gendyrk er gaven, der bliver ved med at give, som Persille Ingerslev beskriver det. 

Foredraget er et samarbejde mellem Lions Dragør og Dragør Bibliotek. Alle er velkomne, og Lions opfordrer alle deltagere til at komme i god tid, da der er et begrænset antal pladser.

Gratis adgang.

TM

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Fik du læst?