Endnu ingen kiosk på Dragør Søbad
Der kom to bud på kommunens udbud om drift af kiosk på badeanstalten, men det endte alligevel i en fuser
Af Jens Munch
Dragør Kommune har måttet indse, at ingen synes at være interesseret i at drive kiosk på badeanstalten ud for Mormorstranden.
Torsdag den 14. marts besluttede Økonomiudvalget ellers, at der skulle ske udbud af kiosksalget på Dragør Søbad. Og godt nok var der, da tidsfristen en måned senere var udløbet, indkommet to tilbud, men ingen af dem har vist sig som en løsning; den højestbydende vendte aldrig tilbage på meddelelsen om, at udbuddet var vundet, og den anden endte med at takke nej.
Da begge tilbudsgivere således har trukket sig, bliver der altså ingen kiosk på Dragør Søbad i år. Men Økonomiudvalget vil have undersøgt mulighederne for at oprette en selvejende institution til at drive søbadet.
Derfor har udvalget nu taget sagen til efterretning og har besluttet, at forvaltningen skal indhente tilbud fra andre aktører for at se, om der er nogen, der vil drifte søbadets kiosk.
Selvejende institution
På udvalgsmødet torsdag den 14. marts blev det ligeledes besluttet, at administrationen i løbet af året skal belyse mulighederne for etableringen af en selvejende institution, der kan drive aktiviteterne på Dragør Søbad.
I referatet fra udvalgsmøde hedder det: »Den selvejende institution tænkes etableret i samarbejde med de frivillige, der bruger søbadet året rundt. Den selvejende institution tænkes at drive alle aktiviteter på søbadet: salg af badebilletter, salg af kioskvarer, opsyn, potentielt livredder-funktion om sommeren.«
Økonomiudvalget havde altså tilsyneladende ikke tænkt, at det nu fejlslagne udbud af kioskdrift skulle række længere ud i fremtiden, end indtil en eventuel selvejende institution tager over.