Phillip Helgstrand tog ansvaret for havnefesten på sig for 11–12 år siden, da den gamle Dragør Musikfest måtte opgive at få det til at køre rundt. Men musikfesten var god for restauranten på Dragør Strandhotel, som han er ejer af. Det var derfor helt naturligt for Helgstrand at sætte noget i stedet. Og således opstod Dragør Havnefest.
I første omgang var havnefesten begrænset til en enkelt aften på parkeringspladsen skråt overfor Dragør Strandhotel. Siden har den bredt sig over tre dage på selve havnepladsen samt på Cirkuspladsen, hvor børnenes tivoli har hjemme under det tre dage lange arrangement.
Helgstrand siger, at gæsterne kan forvente en folkelig fest for Dragørs borgere samt turister og gæster fra resten af Amager. Og for børnene er der tivoli på Cirkuspladsen.
»Det er bestemt mit indtryk, at havnefesten efterhånden betyder ret meget for Dragør og byens borgere. I de seneste par år, er folk af egen drift kommet til mig og har spurgt til, hvornår og hvordan havnefesten bliver holdt,« siger Philip Helgstrand og fortsætter:
»Jeg tror, at festen er vigtig for sammenholdet i byen. Der er mange, der ikke mødes så tit, som så ses til festen. For eksempel får gamle klasse- og fodboldkammerater, som ikke normalt får snakket så meget, set hinanden på havnen i de dage.«
Helgstrand fortæller, at det er vigtigt med opbakning til havnefesten. For uden den ville festen ikke se dagens lys. Der er nemlig store omkostninger forbundet med kunstnere, musikscener, toiletforhold og meget andet. Derfor er det ifølge Philip Helgstrand vigtigt, at sponsorer og lokale leverandører er med på idéen. Desuden udtrykker han også tilfredshed med sagsbehandlingen i Dragør Kommune, som ifølge ham ikke mindst i år har bidraget til, at det har været relativt ubesværet at få arrangementet på benene.
»Gæsterne kan forvente en masse god og hyggelig stemning og ikke mindst rigtig god musik. Og så er der flere gode muligheder for at købe mad og drikke på både havnen og ved børnenes tivoli,« siger Philip Helgstrand.
Enhver fra nær og fjern kan besøge Dragør Havnefest fra fredag klokken 20 og frem til cirka klokken 17 søndag.