Sorte tal i hjælpemiddelssamarbejde

Fælles Hjælpemiddeldepot I/S kommer ud af 2023 med godt 700.000 kroner i overskud

På Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde tirsdag den 13. august blev politikerne præsenteret for den reviderede årsrapport for 2023 fra Fælles Hjælpemiddeldepot I/S.

Årsrapporten viser, at selskabet har opnået et overskud på 703.000 kr., fremgår det af orienteringen til politikerne.

Normalt ville et overskud som dette blive overført til egenkapitalen i henhold til vedtægterne. Men bestyrelsen i hjælpemiddeldepotet har besluttet, at overskuddet i stedet for skal anvendes til reinvesteringer i kritiske driftsmaterialer, der ikke var budgetteret med.

Ny samarbejdsaftale og medejer

Ved årsskiftet blev Køge Kommune optaget som ny ejerkommune i selskabet. Køge Kommune har fået de samme rettigheder og forpligtelser som de oprindelige syv stifterkommuner.

I årsrapporten skriver Fælles Hjælpemiddeldepot, at selskabet har implementeret en ny samarbejdsaftale, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Aftalen erstatter de tidligere individuelle aftaler, som hver stifterkommune havde med Zealand Care, med en fælles aftale, der gælder for alle ejerkommuner. Den nye aftale skal sikre, at alle kommuner betaler det samme for de ydelser, de modtager fra depotet, mens de stadig har frihed til at fastlægge deres eget serviceniveau for hjælpemiddelområdet.

Fælles Hjælpemiddeldepot forventer, at det nye fælles aftalegrundlag vil optimere og effektivisere driften samt sikre en mere retfærdig fordeling af omkostningerne blandt kommunerne.

Stordriftsfordele

Fælles Hjælpemiddeldepot skriver i afrapporteringen til politikerne, at bestyrelsen i selskabet har igangsat en foranalyse for at undersøge potentialet for besparelser ved at overgå til fælles hjælpemidler på tværs af kommunerne.

Det forventes, at man på den måde kan skabe stordriftsfordele og reducere omkostningerne for ejerkommunerne.

Fælles Hjælpemiddeldepot I/S

Fælles Hjælpemiddeldepot I/S, der er er et kommunalt fællesskab, blev dannet af Dragør, Faxe, Greve, Halsnæs, Lejre, Ringsted og Solrød Kommuner, som alle var kunder hos Zealand Care, der trak sig fra det danske marked.

Skabets skal varetage drift og administration af hjælpemiddeldepot og håndtering af genbugshjælpemidler for ejerkommunerne.

Ejerandelen i Fælles Hjælpemiddeldepot bestemmes i forhold til indbyggertal. Dragør Kommunes ejerandel faldt således fra 6,6% til 5,06%, da Køge Kommune trådte ind i samarbejdet den 1. januar 2024.

Dragør Kommune er repræsenteret i bestyrelsen af kommunalbestyrelsesmedlem
Jan Madsen, der samtidig er næstformand i Fælles Hjælpemiddeldepot,

Fik du læst?