Store Magleby Kirke begyndte koncertsæsonen søndag den 15. september med en opførelse af Gabriel Faurés Requiem – et af de mest elskede værker inden for kormusik.
Det var Chorus Soranus, der fremførte koncerten sammen med de to solister Johanne Thisted Højlund, sopran, og Jakob Vad, baryton. Store Magleby Kirkes organist Erik Kolind spillede på orgel, og Kristine Vad stod i spidsen som dirigent.
Et requiem er en musikalsk komposition, der traditionelt bliver fremført som en del af en katolsk dødsmesse, også kaldet en sjælemesse.
Værket er skrevet for at ære de afdøde og beder om fred for deres sjæle. Requiem-værker kan variere i form og stil, men de indeholder ofte en række faste dele. Faurés Requiem adskiller sig ved at være særligt roligt og meditativt, fremfor dramatisk og dystert.
Koncerten bød også på Morten Lauridsens stemningsfulde værk »Lux Aeterna«.
Morten Lauridsen, en anerkendt amerikansk komponist, er kendt for at skabe musik, der vækker følelser af fred og evighed.