Torsdag den 26. september kl. 19 gæster Dines Bogø Dragør Bibliotek, hvor han vil fortælle om kommunesammenlægningen i 1974 og dens lokale betydning.
I år fejrer Dragør Kommune sit 50-års-jubilæum. I 1974 blev de to sydligste kommuner på Amager, Store Magleby og Dragør, slået sammen – mere eller mindre frivilligt. Ifølge Dines Bogø var forholdet mellem de to daværende borgmestre mildt sagt anspændt.
Det var en tid præget af store forandringer – både på lokalt og personligt plan.
Dines Bogø vil i sit foredrag dykke ned i denne del af den fælles historie og give et indblik i de stærke følelser, der prægede tiden.
Hollænderhallen og andre lokale forandringer
Ud over indblik i det politiske landskab vil Dines Bogø også fortælle om, hvad der skete på det praktiske og kulturelle plan.
Han vil for eksempel berette om Store Maglebys borgmester – og senere borgmester for Dragør Kommune, – Albert Svendsen – manden, der stod for købet af de to tyske hangarer, som senere blev ombygget til idrætshaller. I dag er disse haller kendt som Hollænderhallen.
Dines Bogø vil underbygge sine historier med et væld af fotografier fra tiden omkring kommunesammenlægningen. Fotografierne skal blandt andet vise livet i de to forskellige lokalsamfund og de mange forandringer, som fulgte med sammenlægningen.
Dines Bogø er en velkendt skikkelse inden for lokalhistorien i Dragør. Han har i mange år arbejdet med byens historie og står bag flere bøger og artikler om emnet. I 1995 stiftede han desuden Dragør Lokalhistorisk Forening.
Entré. Billetter til foredraget sælges via bibliotekets hjemmeside.