Grundejerforeninger langs Dragørs kyst laver fælles opråb

Grundejerforeninger forener kræfter for hurtigere kystsikringsløsninger
Dragør Kommune arbejde med at udbedre skaderne på diget i Søvang. Foto: TorbenStender.
Dragør Kommune arbejde med at udbedre skaderne på diget i Søvang. Foto: TorbenStender.

Et fælles opråb for at speede processen op omkring kystsikringen i Dragør. Det forsøger en række grundejerforeninger langs kysten lige nu at samles om.

Det er Lasse E. Hvidman, formand for grundejerforeningen Søvang, der har taget initiativet og skrevet rundt til alle de grundejerforeninger, der af kommunen er udpeget som værende direkte berørt af den manglende kystsikring.

»Af de 31 grundejerforeninger, der er i spil, har jeg kunnet finde e-mailadresser på og skrevet til 29. 23 af dem har allerede meldt positivt tilbage. 19 er klar til at lave en fælles skrivelse med det samme, mens resten lige skal have det endeligt besluttet i bestyrelsen. Jeg har ikke fået en eneste negativ tilbagemelding. Så det tegner jo godt,« forklarer Lasse E. Hvidman.

Lasse E. Hvidman forklarer, at grundejerforeningen Søvang har haft det privilegie at være dybt involveret i kystsikringsprojektet sammen med kommunen og har været med til at tegne lokale løsningsforslag.

Men han har følt, at der var behov for, at flere blev inddraget, og at grundejerforeningerne kunne danne fælles front. Så de sammen over for miljøministeren og andre relevante ministre og myndigheder kan tilkendegive en samlet støtte til kommunalbestyrelsens arbejde for, at der skal findes en løsning nu.

»Vi arbejdede jo hen imod en lokal løsning for Dragørs kyststrækning. Men at komme videre med den blev forhalet, da Sund og Bælt fik et opdrag fra staten om at udfærdige en løsning for at sikre kritisk infrastruktur – altså lufthavnen, metroen og Øresundsforbindelsen. Her kom der nogle ret voldsomme løsninger på bordet i forhold til 10.000-års-hændelser, som kræver nogle meget høje diger eller mure,« siger Lasse E. Hvidman og fortsætter:

»Sideløbende blev der også nedsat en statslig arbejdsgruppe for at arbejde henimod en samlet kystsikringsløsning for alle berørte kommuner. Det triggede os, at Dragør ikke var en del af den arbejdsgruppe, men det kom vi så heldigvis ved hjælp af borgmesterens og kommunalbestyrelsens pres. Der arbejdes jo også samtidig videre med den lokale løsning. Men konklusionen er, at den politiske proces hele tiden bliver forhalet.«

Lasse E. Hvidman peger på, at selv når der kommer et endeligt udspil fra den statslige arbejdsgruppe, er man ikke færdig. For så skal man igangsætte en EU-behandling omkring de forskellige Natura 2000-områder, der vil blive berørt af en fremtidig kystsikring.

»Det kan tage flere år i forhold til at få en dispensation i EU. Og i hele den lange periode, som den politiske proces kommer til at strække sig over, har vi altså et menneskeligt aspekt at overveje: at vi som grundejere går rundt i bekymring om, hvornår den næste storm kommer. Vi så, hvordan vandet var helt på toppen af diget i Søvang i november 2023, og i januar i år gnavede den i digefoden i den nordlige del. Så det kan komme når som helst. Vi ser altså de her voldsomme storme og vandstigninger hyppigere. Så tanken er, at vi som de berørte grundejere står sammen om at lave et skriftligt fælles opråb til folketingspolitikerne: få taget en beslutning, og tag Dragør med i det her,« lyder det fra Lasse E. Hvidman.

Han kan sagtens forstå behovet for også at se på 10.000-års-hændelser og tænke langt frem i tiden.

»Men vi har samtidig også behov for nogle mere akutte løsninger. Det vil være ønskværdigt, hvis vi kunne være med til at speede processen op, så kystsikringen ikke bliver ved med at blive forhalet,« siger Lasse E. Hvidman.

Fik du læst?