I torsdags, den 19. september, fejrede Cykling uden alder sit 10-års-jubilæum i Dragør ved en hyggelig sammenkomst på Omsorgscenteret Enggården.
Nuværende og tidligere frivillige piloter og kaptajner, passagerer, pårørende og andre interesserede var samlet for at markere dagen – som var den dag, de to første cykelrickshaws blev leveret til Dragør under høstfesten på Enggården.
Det skete dengang med deltagelse af såvel daværende borgmester Eik Dahl Bidstrup som initiativtageren lokalt i Dragør Søren Houen Schmidt samt stifteren af den verdensomspændende bevægelse Cykling uden alder Ole Kassow. Sammen pumpede de cyklernes dæk og satte klistermærker på, hvorefter de første ture rundt i Dragør blev kørt.
Fælles opbakning fra hele byen
Forud for det officielle startskud for cykelturene var der gået en hektisk periode på fire uger, hvor Søren Houen Schmidt havde arbejdet hårdt for at skabe opmærksomhed om projektet.
Med en lånt cykelrickshaw fra København havde han vist, hvor let idéen kunne føres ud i livet i Dragør. Han fortalte om den positive respons i sin tale ved jubilæet:
»Cykling uden alder er intuitivt en god idé, som man ikke kan sige nej til. Jeg havde lidt tid, lånte en cykel og spurgte så højt på Facebook, hvem der ville tage en testtur. Derfra gik det slag i slag med støtte fra både Enggården og Café Espersen, som gav kaffe på turene,« fortalte Søren Houen Schmidt.
Politikerne var også hurtigt med på idéen, og der gik ikke længe, før hele kommunalbestyrelsen godkendte indkøb af de første cykler til projektet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
En vigtig indsats i 10 år
Eik Dahl Bidstrup, som var borgmester, da projektet startede, fremhævede også det store engagement fra både politikere og frivillige gennem de sidste 10 år.
»Det var en fantastisk idé og initiativ, og det var noget særligt, at samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen var enige om at sætte projektet i gang. Jeg er meget glad for at se, at Cykling uden alder stadig virker og skaber glæde for Dragørs ældre borgere nu 10 år efter,« sagde Eik Dahl Bidstrup i sin tale til jubilæumsfesten.
Søren Houen Schmidt takkede også de mange frivillige piloter og kaptajner, der har båret projektet videre gennem årene.
»Det er fantastisk at se, hvor mange piloter der giver ture hver uge. Jeg elsker at følge med og se, hvor meget fællesskab og glæde I skaber. Uden jer havde projektet ikke været bæredygtigt nu ti år efter – så stort tak til jer,« sagde Søren Houen Schmidt.
I dag er Cykling uden alder i Dragør et stærkt initiativ, som fortsat bringer glæde til både ældre og frivillige, og som viser, hvordan en god idé kan føres ud i livet med opbakning fra hele lokalsamfundet.