Ny børne- og ungepolitik på vej

En omfattende indsats for at udforme en fremtidsrettet børne- og ungepolitik i Dragør Kommune.

Vuggestuer, børnehaver, fritidsklubber og skoler skal have en ny børne- og ungepolitik. Derfor er temaet, når Det Rådgivende Dagtilbud mødes den 30. oktober, og når Det Rådgivende Skoleorgan mødes den 20. november, udarbejdelse af en ny børne- og ungepolitik.

Formålet er, at alle, der arbejder inden for børne- og ungeområdet, skal drøfte og blive enige om et fælles børnesyn og en fælles forståelse af gode børne- og ungefællesskaber, og hvordan der arbejdes med udsatte børn og unge.

Til begge temamøder vil der både være oplæg med inspiration og viden og derefter workshops.

Til Det Rådgivende Dagtilbuds møde vil man også invitere PPR og Forebyggelse, sundhedsplejen og Børne-, Unge- og Familierådgivningen.

Til Det Rådgivende Skoleorgans møder vil man invitere SFO-lederne, UngDragør, specialklasserækken, Børne-, Unge- og Familierådgivningen, PPR og Forebyggelse og en SSP-medarbejder.

Det hele skulle gerne munde ud i en helt ny børne- og ungepolitik for Dragør Kommune, som kommer i høring i foråret 2025.



Fik du læst?