Tagvinduer får lov til at blive

En husejer skiftede tagvinduer uden tilladelse – men har nu fået dispensation trods protester fra bevaringsnævn og beboerforening. Udvalgsformand er frustreret over den manglende ansøgning

En boligejer på Strandgade i Dragørs gamle bydel kan ånde lettet op efter en afgørelse i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

Selvom to tagvinduer er blevet skiftet ud uden tilladelse, får de lov til at blive.

Huset var udstyret med et par støbejernstagvinduer med enkeltglas, men de holdt ikke tæt, og der trængte vand ind i huset.

Ejeren valgte derfor i 2022 at skifte dem til to såkaldte fredningsvinduer fra Velux. Vinduerne har ingen sprosser – og Dragør Bevaringsnævn har i et høringssvar protesteret mod de ikke længere så nye vinduer.

»Generelt vil Dragør Bevaringsnævn påpege, at der er og kommer for mange fredningsvinduer i Dragørs gamle bydel. De følger ikke lokalplanen og skaber et visuelt sort hul i tagfladen,« hedder det fra Dragør Bevaringsnævns udrykningsgruppe i et høringssvar.

Også Beboerforeningen for Dragør Gamle By har protesteret imod vinduerne.

»Grundigt frustreret«

Klima-, By- og Erhvervsudvalget valgte på seneste møde alligevel at godkende vinduerne, fordi forvaltningen havde indstillet til en godkendelse.

Liste T stemte imod, og trods sin stemme for er formand og kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Helle Barth, også utilfreds med, at husejere nogle gange først beder om lov til ændringer, når ændringerne allerede er foretaget.

»Jeg er grundigt frustreret over, at nogen laver ændringer uden at søge i forvejen. Når man bor i det gamle Dragør, bør man vide, at der er en lokalplan for området, og man er altid velkommen til at kontakte forvaltningen, hvis man er i tvivl. Denne gang har vi valgt at følge forvaltningens indstilling om en godkendelse, men det er ikke altid, at vi gør det,« siger hun.

Fik du læst?