Vi har modtaget:

Erhvervsområde Nord

Kommunal konflikt om grønne områder versus erhvervsudvikling i Dragør.

Trods voksende borgerprotester har et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Konservative, Venstre, Socialdemokratiet, liste T Moderaterne besluttet at fortsætte projektet »Erhvervsområde Nord« stort set uændret. Denne beslutning viser den kedelige trend, at kommunalbestyrelsen dermed sætter erhvervsudvikling højere end at bevare et grønt område.

Et politisk slogan som »for et grønnere Dragør« viser sig i realiteten at burde lyde »for et mindre grønt Dragør«.

Min væsentligste indsigelse er, at flertallet i kommunalbestyrelsen understreger, at Mileway-projektet ikke er taget af bordet med den konsekvens, at Dragørs borgere dermed fortsat er i risiko for, at det kan blive en realitet med store lagerhaller plastret ud over hele området til fordel kun for Mileway selv og for lufthavnen – samt for ejerne, der kan se frem til, at hele arealet formentlig kan afhændes til en developer i ét go.

Den egentlige årsag til min modstand mod »Erhvervsområde Nord« er, at Kystvejen – især hvis et Mileway-projekt materialiseres – vil udvikle sig til et trafik- og støjhelvede lige uden for vores døre og vinduer. Lastbil efter lastbil, 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.

Kommer flertallet i kommunalbestyrelsen desuden overens med lufthavnen om at udvide den del af Ryvej, som i dag er grusvej og ejet af lufthavnen, og som – gjort bredere og asfalteret – er planlagt til at være den primære adgangsvej til området, kan vi se frem til et trafiklys opsat ved Sydvagten for enden af Kystvejen. I sammenhæng med dette er der kræfter, der arbejder på at få A. P. Møllers Allé gjort ensrettet – i bedste fald helt lukket for trafik.

Hvorledes tænkes den øvrige trafik – herunder pendlertrafikken, som allerede er betydelig, da at komme til og fra Kystvejen?

Via Trafik har udarbejdet en screening og skønnet den affødte mertrafik ved alternative rutevalg for den fremtidige trafikstruktur og har fået oplyst tre overordnede mål:

  • Undgå mertrafik på Hartkornsvej på grund af skolevej og ekstra støj for boliger.
  • Undgå mertrafik på A. P. Møllers Allé på grund af ekstra støj for boliger.
  • Undgå mertrafik gennem Hovedgaden i Store Magleby.

Mertrafik på Kystvejen og hensynet til boliger på Ryvej-øst og Skansevej med flere er ikke adresseret som et »overordnet mål« i denne screening. Hvorfor ikke? Og hvem har defineret det overordnede mål for Dragørs fremtidige trafikstruktur? Betragtes beboerne på Ryvej-øst og Skansevej ikke som parter med partsstatus i dette projekt? Og hvem har foretaget denne vurdering?

Medvirkende til min modstand er også, at flertallet i kommunalbestyrelsen har igangsat deres planer for området uden overhovedet at gøre sig noget skøn over økonomien i projektet for Dragør Kommune.

Vil der overhovedet blive genereret nogen skatteindtægter for kommunen? Jeg tvivler, men det er så nemt og uforpligtende på et kommunalbestyrelsesmøde at tegne et skønmaleri af mulighederne.

»Don’t worry, be happy« som et af kommunalbestyrelsesmedlemmerne udtrykte sig.

Som anført er min egentlige bekymring, at udfaldet stadig kan blive et Mileway-projekt.

Hvis Dragør Erhverv derimod kunne sandsynliggøre via en behovsanalyse, at der i Dragør reelt er et behov for yderligere lejemål til eksempelvis håndværkere og andre mindre erhvervsdrivende, ville min indstilling til projektet være en anden.

En bebyggelse a la den eksisterende på A. P. Møllers Allé i bygningstyper, højde og omfang ville møde mindre modstand – forudsat at der er et reelt behov for de yderligere kvadratmeter. Men det ville jo tillige indebære, at ikke hele arealet blev bebygget nu.

Med venlig hilsen
Gert Kristensen
Ryvej 17 (øst)

Biblioteksmysteriet

ACV-flertallet holder stadig stædigt fast i den uforståelige beslutning om ikke at genåbne biblioteksfilialen i Hollænderhallen. Det giver på ingen

Læs mere ...

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?