Lørdag den 5. oktober blev Dragørs årlige fugleskydning afholdt med stor festivitas og tradition. Begivenheden, der arrangeres af Dragør Borgerforening, tiltrak både nye og gamle deltagere, der samledes for at fejre en dag fyldt med sang, skydning og fest.
Dagen begyndte tidligt, hvor bestyrelsen og aktivitetsudvalget dekorerede Kongevejen med flag og sørgede for de sidste forberedelser i borgerforeningens hus, Beghuset. Fuglen, der er i centrum for begivenheden, blev kontrolleret – alle dele var på plads, fra hoved til hale.
Klokken 11 blev afgående majestæt, Søs Ludvigsen, hyldet ved en brunch i Dragør Sejlklub.
Hestevognsoptog
Efter brunchen var det tid til det traditionelle hestevognsoptog. Den afgående majestæt, Søs Ludvigsen, blev i solskin sammen med bestyrelsen, fanebæreren Tore Niedel samt spillemand Fin Alfred kørt gennem Dragørs gader i en pyntet hestevogn. På turen blev der sunget om Dragør.
Vognen gjorde stop på Kongevejen, hvor Sytte og Peter Bech bød selskabet på bobler. Her blev endnu en sang sunget til Dragørs ære.
Turen i hestevognen endte ved Beghuset, hvor skydningen kunne begynde.
Søs Ludvigsen affyrede første skud, og hun blev efterfulgt af borgerforeningens formand, Jørn S. Larsen, og tre æresmedlemmer. Herefter fik tidligere fuglekonger lov til at vise deres skydefærdigheder.
Marinehjemmeværnet stod for sikkerheden, og ved siden af sørgede Linea og Lars Olsen i Beghuset for udskænkningen til de mange feststemte deltagere.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Livlig konkurrence
Gennem hele skydningen solgte Annette Scheutz og Vibeke Dixon lodder til en af de mange konkurrencer. Deltagerne kunne blandt andet gætte på længden af majestætens tale og antallet af skud mod fuglen.
Skydningen fortsatte, indtil kl. 18, hvor fuglen til sidst var skudt ned. Efterfølgende blev der budt på snacks på førstesalen, inden der klokken 19 blev serveret middag.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Både borgmester Kenneth Gøtterup og borgerforeningens formand, Jørn S. Larsen, tog i forbindelse med middagen ordet og holdt tale.
Så blev det den afgående fuglekonge, Søs Ludvigsens tur til at holde sin afskedstale. Midt i talen blev selskabet dog overrasket, da operasanger Cecilia Lindwall trådte frem og sang flere smukke arier for forsamlingen.
Artiklen fortsætter efter resultatet af skydningen.
Resultater af skydningen
Kronen: Birger Hindse
Næb: Marianne Barth
Hals: Thomas Egestorp
Hale: Claus Ehlers
Venstre vinge: Tina Larsen
Højre vinge: Annette Fellov
Bryst og dermed ny kronprinsesse: Tina Larsen.
Serieskydning 1
1. Tore Niedel
2. Thomas Egestorp
3. Helle Barth
Serieskydning 2
1. Theis Christensen
2. Jan Nielsen
3. Thomas Egestorp
Nu fuglemajestæt
Under middagen blev der uddelt præmier for blandt andet talens længde og antallet af skud mod fuglen.
Som aftenen skred frem, blev stemningen højere i takt med indtagelsen af vin og den gode mad.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Den store afsløring kom, da tidligere borgmester Helle Barth blev udråbt som ny fuglekonge for det kommende år. Sammen med sin mand, Carsten Aarosin, der er tidligere fuglekonge, blev hun hyldet af forsamlingen.
Festen fortsatte til efter midnat, og deltagerne kunne se tilbage på en vellykket og festlig dag i Dragør, hvor tradition, god stemning og sammenhold var i fokus.