Når film og tv skal have et strejf af provinsidyl eller tilføjes toner af fortiden, lægger produktionsholdene tit vejen forbi Dragør.
Og det er der gode grunde til, fortæller Rasmus Kastberg, som er producer hos DR og i efterårsferien lagde vejen forbi Dragør for at optage nogle scener til den selvstændige »Tidsrejsen«-efterfølger »Heksejagten«.
»Det er unikt at have en mindre by med så meget provinsstemning og feriestemning så tæt på København,« siger han.
»Jeg tror, at mange bliver overraskede over, at man kan finde små, hyggelige gader og en intim og charmerende stemning så tæt på hovedstaden. Det er noget, der nærmest kun kan findes i Skagen og enkelte andre kystbyer.«
Netop beliggenheden nær København er også et stort plus – specielt på økonomien. Da Dragør Nyt fanger Rasmus Kastberg, er han på optagelse på middelaldercenteret ved Nykøbing Falster, men lokationer så langt fra København kan være dyre.
»Økonomisk betyder det meget. Når vi filmer her på middelaldercenteret, er det en dyr affære, for vi skal sørge for indkvartering til holdet, og der er stramme regler for blandt andet transport og overtidsbetaling. På det punkt ligger Dragør mere inde for skiven, specielt når byen samtidig er så charmerende,« siger han.
Lang historie som lokation
Dragør by og kommune har en lang historie som lokation.
Allerede i 1907 lagde Dragør ifølge Historisk Arkiv Dragør jord – eller rettere is – til en filmoptagelse. Her lå vinteren tæt over byen og egnen, da Nordisk Film-stifteren Ole Olsen skød filmen »Isbjørnejagt«. Også isbjørnen, der var købt af Hagenbeck Zoo i Hamburg, blev skudt som en del af handlingen i det fire minutter lange actiondrama.
I 1910 rullede kameraerne igen, da filmen »Peder Tordenskjold« blev optaget i den gamle by. Stumfilmen er ifølge hæftet »Dragør i filmen – filmen i Dragør« sandsynligvis den første historiske film i Danmark.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I 1946 blev filmen »Op med lille Marta« optaget i Dragør. Syv år senere blev »Ved Kongelunden« – det er den, hvor Ove Sprogøe og Dirch Passer synger om sporvognes og pigers tilbagevendende karakter – optaget i Søvang og i en haveforening ved Kongelunden. Begge skuespillere var i øvrigt på hjemmebane – Ove Sprogøe boede i Tømmerup, mens Dirch Passer oprindeligt kom fra Dragør, hvor han da også har sit sidste hvilested på Dragør Kirkegård.
Inden da nåede han også forbi Dragør i 1963 for at optage »Frøken Nitouche«, blandt andet sammen med Helle Hertz, der ifølge »Dragør i filmen – filmen i Dragør« kravler ud af et vindue på Volmerhus i Slippen. Her spiller den nuværende restaurant Beghuset også en rolle som hotel.
I 1982 var det en knap så elegant skikkelse, der kom forbi – nemlig DR’s børnefigur Bamse, der blandt andet nød en is i Dragør.
I mellemtiden lagde Olsen Banden flere gange vejen forbi – hovedsageligt på Englandsvej og Kirkevej under deres mange udflugter til Lufthavnen, mens Fogdens Plads 4 blev et af omdrejningspunkterne i den lumre komedie »I Tyrens Tegn«, og i »Matador« måtte Agnes’ søn Aksel reddes fra druknedøden i branddammen i Korsbæk, der blev mesterligt spillet af gadekæret i Store Magleby – alt sammen ifølge danskefilm.dk.
I 2005 spillede Kongevejen rollen som indgangsportal til den sydsjællandske by Fakse i filmen »Ambulancen« med blandt andet Thomas Bo Larsen, og i 2019 blev Dragør Havn brugt til optagelser til besættelsestidsdramaet »De forbandede år«. Og så er der altså »Tidsrejsen«, »Tidsrejsen 2« og »Heksejagten« foruden en hel del flere film og serier, der har benyttet sig af Dragørs blanding af charme og lette tilgængelighed.